Danish Agro finder det både skuffende og uacceptabelt, at de har haft væsentlige udfordringer med skadedyr, mug og skimmel
Af Anya Engelbrecht
Ved et kontrolbesøg på Danish Agros afdeling i Dalmose sidst i september fandt Fødevarestyrelsen mus, rotter, mug og skimmel i kornet. Styrelsen beslaglagde omkring 37.000 tons korn på lokationen og igangsatte kontrol på andre Danish Agro afdelinger – blandt andre i Nykøbing Falster, hvor styrelsen også konstaterede tydelige tegn på rotter og har beslaglagt cirka 27.000 tons korn.
Både i Dalmose og Nykøbing Falster er Fødevarestyrelsens anmærkninger i kategori fire, som dækker over bødeforlæg, politianmeldelse, virksomhedskarantæne og autorisation eller registrering frataget.
Danish Agros kommunikationsdirektør, Thomas Mørch, understreger i en skriftlig kommentar til Grovvarenyt, at de tager denne sag dybt alvorligt:
- Vi sætter en ære i en ansvarlig håndtering af afgrøder. Derfor er det også skuffende og uacceptabelt, at vi har konstateret, at vi i år har haft væsentlige udfordringer på bagkant af årets høst. Vi har i dette tilfælde ikke levet op til vores egne standarder for rengøring. Det beklager vi, og det vil vi gøre bedre, skriver Thomas Mørch og fortsætter:
- Siden Fødevarestyrelsens kontrolbesøg 30. september har vi oplevet en tæt dialog med Fødevarestyrelsen, og den fortsætter. Vi arbejder stenhårdt på at få håndteret den aktuelle sag, og kigger ind i vores procedurer for at undgå lignende situationer i fremtiden.