+45 2047 1611
< tilbage 29-10-2025 - 10:51

Fødevarestyrelsen afventer handleplan fra Danish Agro

Efter kontrollen hos Danish Agro er ni andre grovvarevirksomheder blevet kontrolleret for skadedyrssikring

Af Helge Lynggaard

 

Hvad skal der ske med de mange tons korn, der er beslaglagt i Danish Agros afdelinger i henholdsvis Dalmose og Nykøbing F.? Hvornår bliver de frigivet og under hvilke betingelser?  

De spørgsmål har Grovvarenyt stillet til Fødevarestyrelsen.

- Virksomheden har ansvaret for at fremlægge en plan for, hvad der skal ske med det beslaglagte korn og så skal vi vurdere, om beslaglæggelsen eller dele deraf kan ophæves eventuelt i etaper. Men det beslaglagte korn vil under ingen omstændigheder kunne anvendes til fødevarer som mel, gryn og så videre. Men det kan – afhængig af virksomhedens plan – komme på tale at få det omklassificeret som foder eller som biobrændsel, siger fødevarechef Jakob Munkhøj Nielsen, Fødevarestyrelsen, til Grovvarenyt.

Fødevarestyrelsen aflagde kontrolbesøg hos Danish Agro i Dalmose sidst i september og fandt her rotter, mus, mug og skimmel og beslaglagde derefter 37.000 tons korn. 

- I første omgang blev det meldt ud fra Fødevarestyrelsen, at der var tale om 50.000 tons, men det blev siden efter en afklaring mellem Danish Agro og Fødevarestyrelsen reduceret til 37.000 tons, oplyser Jakob Munkhøj Nielsen.

Den 7. oktober fulgte Fødevarestyrelsen op med et kontrolbesøg hos Danish Agro i Nykøbing F. Her var der tilsvarende fund, og lige som under besøget i Dalmose besluttede Fødevarestyrelsen af beslaglægge cirka 27.000 tons korn.

Fødevarestyrelsen har tidligere meldt ud, at der kan blive tale om både politianmeldelse og bøder til Danish Agro.

Jakob Munkhøj Nielsen oplyser, at der endnu ikke er taget stilling til eventuel politianmeldelse af Danish Agro.

- Der kan godt blive tale om politianmeldelser. Vi er ikke færdige med sagsbehandlingen. Der er tale om flere og komplicerede sager, så sanktioneringen er vi ikke færdige med endnu. Vi har givet bøde til Danish Agro Dalmose i forbindelse med tilbagetrækningen, men det er som sagt et større sagskompleks, som vi ikke har lukket endnu.

Kontrolkampagne året ud

Fødevarestyrelsen har sat en kontrolkampagne i gang, som varer året ud, hvor der specielt er fokus på skadedyrssikringen.

- Udover Danish Agro har vi lavet ni kontroller, og tre af de virksomheder har fået en indskærpelse for manglende skadedyrssikring, men vi har ikke konstateret aktivt skadedyrsangreb på disse virksomheder. Derfor er der heller ikke tilbageholdt korn på nogen af disse virksomheder.  Men de har fået en løftet pegefinger, for de skal have bedre styr på hvordan de skadedyrssikrer deres bygninger og deres korn, siger Jakob Munkhøj Nielsen.

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 42-43 den 24. oktober 2025

 

 

 

 

 

< tilbage