Af Helge Lynggaard
Den svenske regering vil øge fødevareproduktionen i Sverige for både at styrke konkurrenceevne, vækst og fødevaresikkerhed.
Jordbrugsverket, som er den svenske forvaltningsmyndighed inden for landbrug og fiskeri, har netop offentliggjort et forslag til, hvordan produktionen af mad kan øges frem mod 2035. Og svenskerne vil gå lidt anderledes til værks end i Danmark, hvor udtagning af landbrugsjord for blandt andet at plante skov er højt oppe på dagsordenen.
Svenskerne vil tage 340.000 hektar jord, der ikke anvendes i øjeblikket, i brug primært til dyrkning af foder og græsning, men også til fødevareproduktion. Sverige har i dag omkring tre millioner hektar med marker, så det svarer til en forøgelse af markarealet med godt 11 procent. Samtidig skal antallet af dyr øges med mellem 15 og 25 procent afhængigt af dyrearten.
Målet er desuden, at produktiviteten af afgrødeproduktionen øges med en procent om året og udbyttet fra dyr med 0,5 procent om året.
Alt sammen for at øge produktionen, så Sverige kan imødekomme efterspørgslen efter indenlandske fødevarer.
Stort underskud i samhandel
Den svenske grovvarekoncern, Lantmännen, glæder sig over Jordbruksverkets foreslåede mål for Sveriges fødevareproduktion.
Samtidig understreger virksomheden i en pressemeddelelse, at udgangspositionen er bekymrende. Handelsunderskuddet – forskellen mellem værdien af de fødevarer, svenskerne importerer, og dem, de eksporterer – beløber sig til 88 milliarder svenske kroner og fortsætter med at stige. Dette viser både et stort uudnyttet potentiale og Sveriges sårbarhed i krise og krig, påpeger Lantmännen.
– Kun halvdelen af den mad, vi spiser, produceres indenlandsk. Vi er nødt til at øge fødevareproduktionen, og vejen dertil er gennem øget konkurrenceevne og et voksende marked for svenske råvarer, siger Per Arfvidsson, vicedirektør hos Lantmännen.
Lantmännen er positiv over for den klare vækstambition på tværs af hele feltet – både plantebaseret og animalsk – men understreger, at erhvervslivet har endnu højere mål end dem, der foreslås i øjeblikket. For at vende handelsunderskuddet kræves der øgede investeringer i hele fødevarekæden.
Lantmännen har investeret over tre milliarder kroner i fødevareværdikæden i de seneste år og har fortsat store ambitioner for fremtiden, understreger virksomheden.
Artikel fra Grovvarenyt nr. 42-43 den 24. oktober 2025