+45 2047 1611
< tilbage 21-04-2026 - 13:57

Genredigeret byg med højere fedtindhold får grønt lys i Storbritannien

Forskere fra Rothamsted Research har udviklet en bygsort, som kan øge foderudnyttelsen og reducere metan fra køer

Af Helge Lynggaard

 

En genredigeret bygsort, udviklet af forskere ved Rothamsted Research, er den første afgrøde, der får lov at markedsføre sig som præcisionsavlet organisme, Precision Bred Organism (PBO) under Storbritanniens nye regulatoriske ordning for præcisionsavl.

Godkendelsen betyder, at byggen opfylder kriterierne for en præcisionsavlet organisme efter Genetic Technology (Precision Breeding) Act 2023 og Genetic Technology (Precision Breeding) Regulations 2025. Dermed har afgrøden mulighed for at gå videre mod en evaluering - forskning og analyse - og eventuel kommerciel anvendelse af egenskaben.

Byggen er blevet udviklet ved hjælp af Crispr-genredigering for at øge plantens lipidindhold. Målet er at skabe et højenergi foder til drøvtyggere såsom kvæg og får. Et højere indhold af lipider i foderet kan forbedre fodereffektiviteten og har potentiale til at reducere metanudledningen fra dyrenes fordøjelsen, oplyser Rothamsted Research i en pressemeddelelse.

De genetiske ændringer, der introduceres i byggen, er ifølge Rothamsted Research små ændringer, der også kan forekomme naturligt eller gennem konventionel avl, hvilket også blev godkendt efter en videnskabelig gennemgang af det britiske rådgivende udvalg for udledninger til miljøet.

Små ændringer i de gener, der normalt nedbryder plantens olie

Rothamsted-byggen er udviklet ved at introducere små ændringer i de gener, der normalt nedbryder plantens olier. Ved at reducere denne nedbrydningsproces ophober planterne mere lipid i deres vegetative væv. Resultatet er en foderafgrøde med øget omsættelig energi, der kan hjælpe husdyr med at få mere energi fra det samme foderindtag. 

Peter Eastmond, der har ledet forskningen hos Rothamsted, siger:

- Denne byg er designet til at øge foderets energitæthed ved at øge lipidniveauerne i planten. Foder med højere energiindhold kan forbedre husdyrs produktivitet og giver en lovende mulighed for at reducere metanudledninger fra drøvtyggere i landbruget. Modtagelsen af den første præcisionsavlede markedsføringsmeddelelse for en afgrøde i Storbritannien er en vigtig milepæl og afspejler mange års forskning i planters lipidmetabolisme og genredigering hos Rothamsted.

Byggen evalueres gennem PROBITY-initiativet (Platform to Rate Organisms Bred for Improved Trait and Yield), hvor forskere, landmænd og andre partnere i forsyningskæden samarbejder om at teste præcisionsavlede afgrøder under praktiske forhold. Projektet bliver ledet af British On-Farm Innovation Network og finansieres af Defras Farming Innovation-program, som leveres af Innovate UK.

Udover den højlipidholdige byg vurderer projektet også præcisionsavlede hvedesorter med egenskaber, der sigter mod at forbedre kornkvalitet og udbytte, ledet af henholdsvis Rothamsted Research og John Innes Centre.

Ved at arbejde direkte med landmænd og industripartnere sigter initiativet mod at opbygge evidens om præcisionsavlede afgrøders ydeevne, fordele og praktiske anvendelser i hele det britiske fødevaresystem.

 

< tilbage