+45 2047 1611
< tilbage 02-09-2026 - 13:15

Konsulent til L&F formand: Flere af dine kolleger græder ved køkkenbordet

Kvælstofloven sender konsulenter på kursus i krisehåndtering, lød det på stormøde i Odense

Af Helge Lynggaard

 

Med noget så enkelt som halmballer som baggrund på scenen kunne formanden for Landbrug og Fødevarer, Søren Søndergaard, mandag eftermiddag gå på talerstolen i et stuvende fyldt Odense Congress Center. 

Foran sig havde han flere end 4.500 landmænd og mange andre med tilknytning til erhvervet samt en række folketingspolitikere og en enkelt minister.

Og det var en forventningsfuld forsamling, som gav formanden et kæmpe bifald som velkomst, da han blev introduceret som dagens første taler.

Søren Søndergaard lagde ud med et lille indblik fra sin egen hverdag, for forleden havde han haft besøg af sin planterådgiver, hvor de skulle forsøge at lave en opdateret markplan for 2027. 

- Det opgav vi. På vejen ud fortalte han mig, at han skulle på kursus i krisehåndtering. Fordi, som han sagde: 

- Flere af dine kolleger græder, Søren, når vi taler sammen ved køkkenbordene.

Søren Søndergaard forklarede, at når han startede sin tale der, er det på grund af, at  konsekvenserne af den nuværende politiske kurs, som han betegnede som en katastrofe.

-  Vi står som landmænd, som fødevareerhverv - og i landdistrikterne – over for et af de mest faretruende scenarier i erhvervets historie. Danmark har fået en regering, som ud fra dens ageren at dømme enten ikke forstår konsekvenserne af, hvad den foreslår på landbrugsområdet. Eller også er den simpelthen ligeglad og er parat til med vidt åbne øjne at ofre Danmarks førerposition på fødevareområdet på symbolpolitikkens alter, sagde Søren Søndergaard og henvendte sig direkte til de tilstedeværende politikere og til dem, der måske lyttede eller fulgte talen på anden vis. Den blev blandt andet sendt direkte af DR.

- Alt det, som generationer af danske landmandsfamilier har bygget op, kan I politikere brænde ned på en enkelt valgperiode. Rundt om i landbruget er investeringer, byggeri og forbedringer mange steder gået i stå. Generationsskifter er sat på pause. Det samme er flere lokale treparter. Men dem, der burde trykke på pauseknappen hurtigst muligt, er regeringen, sagde Søren Søndergaard og fortsatte:

- Jeg er med på, at nogle af jer folketingsmedlemmer sikkert mener det godt. At I måske tror, I gør vandmiljøet en tjeneste, når I forsvarer at vedtage en lov, ingen kender konsekvenserne af. At I forestiller jer, at I med en ekstremt hård regulering af vores marker tvinger os lokalt til endnu mere arealomlægning og dermed flere af de signaturprojekter, I drømmer om. Men det bliver ikke resultatet. I stopper den udvikling. I kommer til at bremse alt det, I ønsker mere af. For med den nuværende politiske kurs bliver det ikke kun svært og dyrt at producere fødevarer. Det bliver også umuligt at levere på den arealomlægning, vi har aftalt med hinanden, fordi vi i stedet skal bruge vores arealer til at leve op til den lovgivning, I er ved at vedtage.

Søren Søndergaard understregede, at landbruget har overholdt sin del af aftalen om den grønne trepart. 

 

Ministerbesøg

Om lidt kommer ministeren for natur og dyrevelfærd her op på scenen. Det har jeg i øvrigt stor respekt for, at han gør, sagde Søren Søndergaard og fortsatte:

- Så vil han formentlig gentage nogle af de budskaber, han har udtalt de seneste uger herunder den parole, som han og Danmarks Naturfredningsforening turnerer med lige i tiden:

- Nemlig, at vi må leve med usikkerhederne og de store konsekvenser for fødevareerhvervet, for nu har fiskene ventet i 30 år, og de kan ikke vente længere. Og det er jo klogt. For når nogen råber “iltsvind og døde fisk”, så er det selvfølgelig svært at svare igen. Ikke mindst med ord som retentionskort, brakmarker, vandoplande og lokale treparter. Men som politiker har man et særligt ansvar for, at man ikke bagatelliserer situationens alvor eller de faktiske omstændigheder, sagde Søren Søndergaard og påpegede:

- I den periode, Rabjerg mener, at fiskene har ventet, har vi halveret udledningen af vores kvælstof og reduceret udledningen af fosfor endnu mere.

 

Pesticider og grundvand

Søren Søndergaard kom også ind på regeringens planer om sprøjtefri arealer for at beskytte drikkevandet.

-Motivet er ædelt nok. Det er der ingen, der kan være uenig i. Det vil vi allesammen gerne. Sagen er bare den, at det gør vi allerede. For det første er vi helt med på lokalt i treparterne at planlægge en anden anvendelse af arealerne rundt om drikkevandsboringerne, hvor det fagligt vurderes nødvendigt. Det har vi hele tiden sagt.

For det andet har Danmark allerede en af verdens mest restriktive godkendelsesprocedurer for pesticider. Og de pesticider, vi bruger i dag, de er specifikt godkendt for, at de ikke forurener grundvandet.

Og det er Miljøstyrelsen – altså miljøminister Maria Reumert Gjerdings egen styrelse – som har godkendt dem.

Vi har ovenikøbet i forbindelse med trepartsforhandlingerne siddet til en teknisk gennemgang med Miljøministeriets embedsfolk, hvor deres egne eksperter klart og tydeligt har sagt til alle os, der forhandlede, at vores grundvand har det godt.

Og de steder, hvor der er udfordringer, skyldes det midler fra fortiden - før man lavede de nuværende godkendelsesordninger og undersøgte for miljøeffekter. Så der var ikke et større problem, fik vi forklaret.

Før der så pludselig blev et problem, fordi der skulle føres valgkamp på det.

Søren Søndergaard sluttede sin tale med at henvende sig direkte til landets folketingspolitikere.

- Vi har advaret jer. Igen og igen har I set og hørt om alle de konsekvenser, det kan få for hele Danmark, hvis I fastholder den nuværende politiske kurs. Også for de lokale treparters fortsatte eksistens. Ansvaret er nu jeres, sagde Søren Søndergaard og forsamlingen rejste sig igen og kvitterede med stort bifald.

 

Artikel fra Grovvarenyt ekstra nr. 36-2026, tirsdag 1. september

 

 

 

< tilbage