< Tilbage

500 fremmødte råbte hurra for ti år med Bæredygtigt Landbrug 28-02-2020 - 18:15

Der var feststemning og bobler til Bæredygtigt Landbrugs generalforsamling på Bygholm Landbrugsskole

Erling Bonnesen, Venstre, fik salen til at rejse sig for at råbe hurra. Foto: Anya Engelbrecht.

 

Af Anya Engelbrecht

 

For ti år siden blev foreningen Bæredygtigt Landbrug stiftet. Det blev markeret til generalforsamlingen på Bygholm Landbrugsskole i Horsens onsdag i denne uge, hvor omkring 500 landmænd, politikere og interessenter var mødt op. 

 

Klapsalver, lykønskninger og stor debatlyst var gennemgående temaer for arrangementet, hvor der udover den almindelige generalforsamling også var flere faglige og politiske indlæg. Blandt andre Alex Vanopslagh, partileder, Liberal Alliance, var på talerstolen, hvor han roste BL’s arbejde. 

 

- Stort tillykke med det ti års jubilæum. Jeg synes, det er på sin plads at give jer en tak, fordi I slider, og fordi I gider. Det er vigtigt, at I ved, at der er folk på Christiansborg, som ikke ser jeg som ondskaben selv, men som tværtimod er taknemmelige for jeres arbejde og indsats, lød det fra partilederen. 

 

Også Erling Bonnesen, Venstre, holdt tale med ros til foreningen, som han afsluttede med trefoldigt hurra-råb for dansk landbrug. 

 

- Jeg har engang skrevet et debatindlæg med overskriften ”Hurra for dansk landbrug”, og jeg har ledt efter en lejlighed til at gøre det rigtigt. Nu har vi råbt hurra for Bæredygtigt Landbrug, så nu vil jeg også gerne råbe hurra for hele det danske landbrug, afsluttede Erling Bonnesen sin tale.

 

Derudover blev forsamlingen klædt på til dialog om pesticider af Niels Bjerre, Dansk Planteværn, der holdt det faglige oplæg ”Hvordan forklarer man sin nabo om pesticider”. Her kom han blandt andet ind på, i hvor høj grad brug af pesticider kan øge udbyttet, og hvor meget pesticiderne er blevet forbedrede de seneste år.

 

Til generalforsamlingen fik foreningens bestyrelse tre nye medlemmer; Ann Louise Worsøe Jørgensen fra Brovst, Jørgen Brønd fra Horsens samt Klaus Aage Bengtson fra Hals.

Knud Jeppesen, der gør sig bemærket blandt andet ved at skrive debatindlæg og kronikker samt deltage i tv- og radiodebatter, blev udnævnt som æresmedlem af Bæredygtigt Landbrug. 

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 9, fredag 28. februar 2020.

 

< Tilbage