< Tilbage

Agro Food Park bygger nyt kontorfællesskab til 525 medarbejdere09-12-2020 - 14:55

Efterspørgslen på at blive en del af netværket er nu så stor, at Agro Food Park påbegynder opførelsen af byggeri til trecifret millionbeløb   

I januar starter byggeriet af det nye 8.000 kvadratmeter store kontorfællesskab i Skejby hos Agro Food Park. Illustration: Agro Food Park.

 

Af Helge Lynggaard

 

I næste måned starter Agro Food Park i Skejby arbejdet med at opføre et nyt byggeri, der skal huse et stort kontorfællesskab på 8.000 kvadratmeter.

 

Det oplyser Agro Food Park, som for 11 år siden så dagens lys.

 

I dag er parken Danmarks største branchespecialiserede miljø inden for landbrugs- og fødevareerhvervet med 80 virksomheder og 1.200 medarbejdere.

 

Siden åbningen i 2009 har flere danske virksomheder og vidensinstitutioner flyttet deres domiciler og vidensmiljøer til området.  Seges, Arla Innovation Center, Viking Danmark, Aarhus Universitet Food, Økologisk Landsforening og senest Gasa Nord Grønt er blandt virksomhederne i Agro Food Park.

 

Den nye bygning, som har projektnavnet Treeren, bliver som navnet antyder, det tredje kontorfællesskab i området, hvor inkubationsmiljøer og start ups inden for landbrugssektoren kan trives og samarbejde.

 

Direktør i Agro Food Park, Anne-Marie Hansen, siger, at der løbende er stor interesse for at blive en del af Agro Food Park.

 

- Derfor er det rettidig omhu at bygge mere. De virksomheder, der vil gøre sig gældende i fødevareerhvervet i fremtiden, har ambitioner og holdninger. De vil være en del af et professionelt fællesskab som Agro Food Park, fordi de ved, at samarbejde og netværk gør det lettere både at tænke stort og løse de aktuelle udfordringer.

 

Anne-Marie Hansen oplyser overfor Grovvarenyt, at byggeriet vil kunne huse op til 525 medarbejdere, og at byggeriet beløber sig til et trecifret millionbeløb.

Indtil videre er der ikke indgået kontrakter med nye lejere.

 

- Byggeriet er lige blevet endeligt besluttet, så vi har ikke indgået kontrakter endnu, men vi har række meget seriøse dialoger med potentielle lejere, og vi kan nu tage hul på at tegne kontrakter. Byggeriet skal både imødekomme eksisterende lejere, der har brug for mere plads, og tiltrække nye virksomheder, oplyser Anne-Marie Hansen til Grovvarenyt.

 

Den nye bygning bliver bygget vest for det eksisterende Agro Food Park ved siden af Aarhus Universitets nye bygning.

 

- Vi har gjort os umage for at skabe en attraktiv bygning, som fremtidens medarbejdere har lyst til at arbejde i. Vi har fokus på de gode rammer, herunder indeklima, energiforbrug og bæredygtighed,. Bygningen er allerede præcertificeret til DGNB Guld. Den kommer til at ligge helt centralt i Agro Food Park og får landbruget og naturen lige uden for vinduerne. Bygningen bliver også et nyt visuelt vartegn for Agro Food Park, siger Anne-Marie Hansen.

Byggeriet forventes at stå færdigt medio 2022.

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 49, fredag 3. december 2020

< Tilbage