< Tilbage

Efter salg til Nutreco: Nutrimin har planer i skuffen til en udvidelse02-07-2021 - 12:51

Mineralfoderfabrikken Nutrimin fortsætter produktionen uforandret efter salget til Nutreco

Nutrimin har tilladelsen klar til en udvidelse af produktionen til det dobbelte, hvis den nye ejer ønsker det. Pressefoto.

 Af Helge Lynggaard

 

- Vi håber, at vi bliver endnu mere konkurrencedygtige. Det er trods alt Europas største vitaminindkøber, som vi kommer i familie med nu. 

 

Det siger salgsdirektør og den ene af de hidtidige tre ejere, Torben Nielsen, dagen efter at det er offentliggjort, at mineralfoderproducenten Nutrimin A/S i Ans bliver overtaget af Nutreco, som er en del af den hollandske Trouw Nutrition.

 

- Vi fortsætter helt uændret med den samme ledelse og de samme medarbejdere. Der er selvfølgelig den ændring, at jeg nu ikke længere er medejer men er ansat i virksomheden, siger Torben Nielsen til Grovvarenyt.

 

Han ser frem til, at Nutrimin bliver en del af stor international virksomhed.

 

- Vi får dermed adgang til en større indkøbsvolumen og adgang til en masse spændende produkter. Derfor håber vi på at blive endnu mere konkurrencedygtige på det danske marked, siger Torben Nielsen.

 

Han understreger, at produktionen på Nutrimin fortsætter ufortrødent.

 

- Om vi skal producere andre produkter end i dag, må tiden vise. I dag har vi kun én fabrik, men nu kommer vi ind i et netværk med en masse andre fabrikker, og hvordan vi kommer til at passe ind i det store billede, ved vi ikke endnu. Det har været minimalt, hvad vi har haft af sammenfaldende produkter, så vi komplementerer hinanden godt. Nutreco har i hvert fald ikke købt os for at nedlægge fabrikken, siger Torben Nielsen.

 

Ved offentliggørelsen af salget blev det oplyst, at det var i forbindelse med overvejelser om udvidelse af fabrikken, at tanken om et salg opstod.

 

- Vi har arbejdet videre med udvidelsesplanerne, så i skuffen har vi en tilladelse til at udvide. Vi har projekteret en fordobling af produktionen, så vi kan producere yderligere 75.000 tons om året. Men om de nye ejere vil gøre brug af tilladelsen ved vi ikke, siger Torben Nielsen. 

 

Startede produktion i 2013

Nutrimin startede produktionen i 2013 med Torben Nielsen, Morten Balle og Carsten Lind Petersen som ejere. Tre år senere trådte Carsten Lind Petersen ud og Lars Staunsbæk, Mammen Mejerierne overtog hans aktiepost. Det er disse tre ejere, der nu har solgt Nutrimin til Nutreco.

Salgsprisen ønsker parterne ikke at offentliggøre.

 

  

 

< Tilbage