< Tilbage

Vi kan lige så godt tage ja-hatten på med det samme29-10-2021 - 17:55

Danske landmænd står overfor den største udfordring i årtier, mener Christian Høegh-Andersen, formand for DLF AmbA

 

Christian Høegh-Andersen, formand for DLF AmbA, pegede i sin beretning på, at DLF kan medvirke med løsninger på de store klimaudfordringer. Pressefoto.

Af Helge Lynggaard

 

Der er ingen tvivl om, at den nye aftale om grøn omstilling bliver den største udfordring, vi som landmænd har stået overfor i årtier, sammen med de kommende CO2-afgifter og den nye CAP-reform, sagde Christian Høegh-Andersen, formand for DLF AmbA på generalforsamlingen på hotel Nyborg Strand tirsdag i denne uge.

 

- Vi har ikke noget valg, så vi kan lige så godt tage ja-hatten på med det samme og finde de innovative tanker frem, så vi blandt andet også sikrer os, at danske frøavlere kan få del i den nye grønne tilvalgsordninger, de såkalde eco-schemes, fortsatte formanden.

 

Landbruget kan bidrage til klimamål

- Vi skal satse på alle spor. Eksporten af plante- og bioteknologibaserede fødevarer vil sammen med en klimaeffektiv animalsk produktion bidrage markant til de globale klimamål og nye arbejdspladser. Når vi også skal udvikle den animalske produktion, er det, fordi særligt Asien og Afrika driver en markant stigning i forbruget af animalske proteiner, som ingen forventer stopper foreløbig. Nedlægger vi produktionen i stedet for at bruge vores unikke kompetencer til at finde løsninger, får vi blot en meget betydelig lækageeffekt, fordi produktionen flytter til andre og mindre klimaeffektive lande,  fastslog Christian Høegh-Andersen.

 

- Samlet set er konklusionen, at Danmarks bidrag til at løse klimakrisen globalt er, at vi skal sætte os i spidsen for at udvikle en klimaeffektiv landbrugsproduktion, så vi på samme tid producerer mere mad til en stigende befolkning på et mindre areal – samtidig med at vi driver udviklingen af nye teknologier med globalt potentiale. Vores nationale klimaaftryk udgør en lille del af det globale klimaaftryk, men vi har kompetencerne og ressourcerne til at gøre en kæmpestor forskel via danske klimaeffektive fødevareprodukter.

 

Formanden for DLF pegede på, at virksomhedens  udgangspunkt er særdeles gunstigt i forhold til at bidrage med løsninger på de store klimaudfordringer. 

 

- Vores hovedafgrøder, græsser og kløver, har en meget positiv miljø- og klimaprofil i forhold til andre afgrøder. De er flerårige med en lang vækstsæson, der resulterer i stor biomasseproduktion hen over året. 

 

- Brugen af plantebeskyttelse er minimal, og en stor og dyb rodmasse øger indlejringen af kulstof i jorden og giver minimal udvaskning af kvælstof. Endelig viser undersøgelser, at emissionen af drivhusgasser fra en græsmark er mindre end fra en majs- eller kornmark. På toppen af dette gode udgangspunkt har også vi ambitioner om at udvikle endnu bedre produkter og løsninger, der kan imødegå de store klimaudfordringer og bidrage til opfyldelse af de politiske ambitioner, sagde Christian Høegh-Andersen.

 

 

 

 

 

< Tilbage