< Tilbage

Nyt nordisk videncenter for genetiske ressourcer er åbnet22-04-2022 - 15:10

Nordisk Genressourcecenters nye videncenter huser blandt andet 33.000 frøprøver

I NordGens drivhus kunne gæsterne ved indvielsen se på nogle af de frøplanter, der indgår i årets frøvækstsæson. Pressefoto.

Af Helge Lynggaard

 

 

Nordisk Genressourcecenter, NordGen, er de nordiske landes fælles genbank og videncenter for genetiske ressourcer. NordGen flyttede for nylig driften til en ny klimacertificeret bygning i Alnarp få kilometer nord for Malmø.

 

Den blev officielt indviet kort før påske under deltagelse af flere nordiske ministre, fremgår det af en pressemeddelelse om indvielsen. 

 

I det nye center vil NordGen yderligere investere i forskningssamarbejde med universiteter og private virksomheder for at bidrage til at fremtidssikre nordisk landbrug.

 

Der var ingen danske ministre til stede ved indvielsen, men direktøren for NordGen er danske Lise Lykke Steffensen.

 

- Dette hus inspirerer os til at opskalere de investeringer i forskning og erhvervssamarbejde, der kræves for at tilpasse sig klimaet og styrke konkurrenceevnen i det nordiske landbrug. At vi bevarer biodiversiteten og bruger den på bedste vis er afgørende for, at vi også i fremtiden kan producere fødevarer, siger Lise Lykke Steffensen, NordGens direktør.

 

NordGens bygninger rummer et frølaboratorium og ”Nordens vigtigste rum”, hvor den nordiske frøsamling bestående af godt 33.000 frøprøver opbevares i frysere. Prøver bliver konstant analyseret, testet, opformeret og distribueret til forskere og planteavlere.

 

NordGen deltager i mange forskellige samarbejdsprojekter og varetager desuden sekretariatet for nordisk OPP-samarbejde, et partnerskab mellem offentlige og private aktører for præavl, et omkostningsfuldt og tidskrævende første skridt i udviklingen af nye afgrøder. 

 

300 forskellige kartoffelsorter

I et delprojekt kortlægges karakteristika for over 300 forskellige kartofler – en viden der skal bruges til at udvikle fremtidens nordiske kartoffelsorter, der er bedre tilpasset til at klare sygdomme, som bliver mere almindelige, når klimaet ændrer sig.

 

- Klimaforandringerne påvirker os alle, og det er meget vigtigt, at de nordiske lande samarbejder om de store udfordringer, vi står over for. De genetiske ressourcer er en nøgle til at udvikle robuste afgrøder i fremtiden, og for at det lykkes, er vi nødt til at øge udvekslingen af viden mellem private og offentlige aktører, siger Lise Lykke Steffensen.

 

Foruden hovedkontoret i Alnarp i Sverige har NordGen også kontorer i Ås i Norge.

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 15-16, 22. april 2022

< Tilbage