< Tilbage

Videndeling i fodernetværk forebygger lovbrud og dyrebare fejl09-09-2022 - 16:49

Når medlemmer i Fodernetværk.dk mødes til fælles seminarier, er det med videndeling, networking og sparring for øje for at undgå dyrebare fejl

Fodernetværket har haft to arrangementer i år. Her er det Kristina Sørensen, Vilomix, der fortæller om vitamin A i foder. Pressefoto.

Danmark er generelt et gennemreguleret land med mange regler for produktion og handel. Og det er blandt andet baggrunden for, at en række producenter og andre med interesse i foder gennem mange år har haft et netværkssamarbejde.

 

Netværket har haft lidt forskelllige navne, men hedder nu Fodernetværk.dk og har nu 31 medlemmer. De har valgt at dele deres erfaringer under vejledning af compliancespecialisterne Mediator, som siden januar har fungeret som vært og oplægsholder for netværkets seminarer, oplyser Mediator i en pressemeddelelse.

 

Indtil videre er der blevet diskuteret vidt forskellige emner som for eksempel nyt lovstof, vitamin A i færdigfoder og fermenterieng af foder til erstatning af zink. 

 

Administrationschef for foderfirmaet A-One Danmark, Nette Andersen, har været en del af fodernetværket i snart tre år. Hun fortæller, at de hos A-One Danmark har haft særligt gavn af sparringen på lovgivningen, som med Mediators ankomst har fået endnu mere fokus.

 

- Det kan være meget svært at navigere i, hvad Fødevarestyrelsen ser efter i øjeblikket, og hvad man skal være særligt opmærksom på. Vi er ikke jurister, og kan ikke løse alle lovmæssige problemstillinger selv. Derfor har det været meget givtigt at blive opdateret på de seneste ændringer i lovgivningen, siger Nette Andersen. Hun tilføjer:

 

- Claus Amstrup Poulsen fra Mediator har været rigtigt god til at udbrede den viden og erfaring, som de har på lovstofområdet. Og lige så vigtigt har oplæggende fået netværkets medlemmer til at deltage med egne erfaringer og problemstillinger, så vi alle har kunne tage ved lære og være godt forberedt til at selv at agere.

 

Susanne Hørby Christensen, kvalitetschef hos Mollerup Mølle, er ny i netværket.  Selvom hun foreløbigt kun har haft mulighed for at deltage i ét netværksmøde, er hun ikke i tvivl om værdien af at mødes på tværs af branchen. Også selvom hun er direkte eller indirekte konkurrent til de andre deltagere ved seminariet.

 

- Til mødet var det ikke vigtigt, at vi på mange områder konkurrerer med hinanden. Der var ingen salgs- eller strategisnak. Vi var der for at hjælpe hinanden og netværke, så vi fremover i fællesskab kan drage nytte af hinandens erfaringer, forbedre vores udbytte og forhåbentlig undgå fejltagelser, der i værste tilfælde kan koste en af vores virksomheder dyrt, siger Susanne Hørby Christensen.   

 

Håber på flere medlemmer 

Fodernetværket er det eneste af sin slags i landet og både Nette Andersen og Susanne Hørby Christensen håber, at flere producenter har lyst til at deltage i de næste arrangementer, så platformen kan blive endnu stærkere. 

 

- Vi har opnået mere forståelse for og har løst en række udfordringer ved at videndele med andre, der oplever samme problemstillinger. Som medlem af netværket får man mulighed for at opnå en bedre kvalitet af sine produkter og sikre en fast og bedre tilgang i forhold til lovgivningen. Jeg kan kun anbefale at deltage, siger Nette Andersen.

 

Næste arrangement er et virksomhedsbesøg ved KMC den 13. oktober. Arrangementets emner er: Kartoflens vej fra indlevering og igennem produktionen, KMC og kartoffelbaserede proteiner og Sporbarhed/Cirkulær økonomi.

 

< Tilbage