< Tilbage

Danish Agros grovvareforretning udfordret af lavere priser og lavere høstudbytte22-02-2024 - 11:53

Danish Agros grovvareforretnings omsætning er trods udfordringer i 2023 steget 15 procent i forhold til 2021

Tilbagegangen i forretningsområdet er helt naturligt omstændighederne taget i betragtning, siger koncernchef Henning Haahr. Pressefoto.

Af Helge Lynggaard

 

Danish Agros grovvareforretning opnåede i 2023 en omsætning på 41,1 mia. kr., hvilket svarer til en tilbagegang på 16 procent. Driftsresultat blev på 777 mio. kr. mod 1.421 mio. kr. i 2022.

 

- Tilbagegangen i forretningsområdet er helt naturligt omstændighederne taget i betragtning. Det har været et udfordrende år med faldende afgrøde-, råvare- og gødningspriser. Hertil kommer en høst, som er minimum ti procent under fem års gennemsnittet i hele vores markedsområde, og i Danmark er udbyttefaldet endnu større, siger koncernchef Henning Haahr, Danish Agro.

 

Han oplyser, at faldet i driftsindtjening i 2023 i forhold til året før fordeler sig med en tredjedel i Danmark, en tredjedel i Baltikum samt en tredjedel fra øvrige markeder.

 

- I Tyskland har vi gennem nogle år været igennem en større strukturudvikling, men vi er rigtig godt tilfredse med, hvordan det nu kører i vores tyske afdelinger, og vi kommer ud med et driftsresultat på et trecifret millionbeløb, oplyser Henning Haahr. 

 

Lukket foderfabrik

Danish Agros produktionen af foder har været mindre som følge af et fald i griseslagtninger på knap 20 procent i Danmark.

 

- Derfor valgte vi sidste sommer at lukke en af vores foderfabrikker – fabrikken i Bramming. Det skete efter en samlet vurdering af, hvilken foderfabrik, det bedst kunne betale sig at lukke. I 2022 lukkede vi foderfabrikken på Aarhus Havn, som vi overtog i forbindelse med købet af Himmerlands Grovvarer, så nu passer produktionen med afsætningen, siger Henning Haahr på et pressemøde i forbindelse med offentliggørelsen af Danish Agros regnskab.

 

- Vi er solidt funderet med grovvarehandel på markederne rundt om Østersøen, og vores fokus vil i det kommende år være på at udvikle os på disse markeder. Vi står ikke overfor at gå ind på nye markeder med grovvarehandel. Der er flere markeder, hvor der fortsat er et stort udviklingspotentiale. Det gælder både Sverige, Letland, Litauen og Polen. Hvis de rigtige muligheder opstår, så er vi klar, men det skal være noget, der passer ind i vores forretning, siger Henning Haahr.

 

Artikel fra Grovvarenyt 8-ekstra 22. februar 2024

< Tilbage