+45 2047 1611
< tilbage 04-02-2025 - 12:01

Grovvarechefen Steen Bitsch fylder 60 år

Det var lidt af en tilfældighed, at den landmandsuddannede Steen Bitsch kom ind i grovvarebranchen, fortæller han i denne fødselsdagssamtale

 Af Helge Lynggaard

 

Onsdag den 5. februar runder administrerende direktør i Vestjyllands Andel, Steen Bitsch, 60 år.  Han er i branchen kendt for at sige sin mening – og han blander sig meget gerne i den faglige debat. Men egentlig lå det slet ikke i kortene, at han skulle blive en af landets markante grovvareledere.

Steen Bitsch er opvokset på et familielandbrug i Them ved Silkeborg. Efter landmandsuddannelsen arbejdede han i landbruget nogle år, inden han begyndte at læse til agrarøkonom i 1989 på Hammerum Landbrugsskole. Han blev herefter lærervikar på Kongensgård Landbrugsskole, og samtidig havde han og hans kone Gitte overtaget en landejendom på 40 hektar ved Lemvig, som de stadig har og selv driver.

- Vi startede med at opfede 350-400 kalve, og jeg regnede egentlig med at skulle drive landbrug. Men en af mine kammerater, der var ansat i Superfos Korn, ringede og anbefalede mig at søge et ledigt job, og det var jo egentlig en udmærket måde at få brugt min uddannelse og tjene nogle penge, fortæller Steen Bitsch til Grovvarenyt.

Han arbejdede hos Superfos Korn i henholdsvis Ringkøbing og Lemvig, indtil selskabet blev opkøbt af DLG. Herefter bestred han fire forskellige stillinger i DLG og sluttede som regionsdirektør. 

 

Et livsværk

I 2007 blev han chef for kartoffelvirksomheden Danespo, som blandt andet sælger læggekartofler til Nordafrika og Mellemøsten.

- Det var en fantastisk tid – med udfordringer og oplevelser, som jeg næsten slet ikke kan beskrive, siger Steen Bitsch, der betegner Danespo som sit livsværk.

- Da jeg overtog ledelsen, var det en blandet landhandel, hvor vi foruden kartofler handlede med biler, udstyr og endda mejeriprojekter. Men det var en spændende tid med Muhammed-krisen, for det stillede virkelig nogle krav til ens diplomatiske evner. Kunderne i Nordafrika og Mellemøsten kvitterede for profet-tegningerne ved ikke at betale deres regninger, og det var det største problem, for vi have et helt års omsætning til gode. Det var nogle svære men også spændende opgaver, så der var brug for en stabil bank og nogle stabile ejere, som dengang var DLG og DLF, siger Steen Bitsch.

DLG solgte i 2016 sine aktier i Danespo til et fransk firma.

- Det var ikke en idé, der var groet i min baghave, vil jeg gerne indrømme. Aktionærerne bestemmer jo, og det skal man bare bakke op om, og det gjorde jeg. Men det var svært at få en ejer ind, som reelt var vores konkurrent. Det var ikke så nemt. Derfor var det også lettere at tage beslutningen, da de ringede fra Vestjyllands Andel og spurgte, om jeg var interesseret i lederstillingen. Jeg var også ved at være træt af lufthavne og hoteller, for gennem ti år overnattede jeg mere end halvdelen af nætterne uden for hjemmet. Men det havde været en fantastisk tid, for kartoffelverden består af mange familievirksomheder, og derfor var det også naturligt, at Gitte var med på mange af rejserne, så vi har fået set meget af verden.

Steen Bitsch blev i 2017 administrerende direktør i Vestjyllands Andel. Det medfører færre rejsedage, men han har til gengæld formået at sætte Vestjyllands Andel i front, når det gælder initiativer i forbindelse med den grønne omstilling.

 

Egne proteiner

På spørgsmålet om, hvor han ser Vestjyllands Andel om 10-15 år svarer han:

- Egentlig skal du stille spørgsmålet, hvor danske landbrug er om 10-15 år. For der sker meget i landbruget. Det gør der også i vores virksomhed, og forandringerne fortsætter med stor hastighed. Det, vi definerer som vores kerneforretning med foderproduktion og planteproduktion, er jo konsolideret i et omfang, som er helt vildt. Vi har derfor valgt at kigge mere over i vertikal integration,for de virksomheder, som vi har købt, har en eller anden forbindelse til vores supply chain. Inden for planteområdet har vi adgang til alle næringsstoffer. Med købet af BJ-Agro har vi Flex-gødningen, som er nørdegødningen, og vi har købt os ind i Dan-Gødning, som har flydende gødning som bulkvare, og vi har fast gødning, som vi altid har haft. Om et par måneder har vi også adgang til såkaldt grøn ammoniak fra Skovgårds Energys anlæg i Lemvig, siger Steen Bitsch.

Den vestjyske grovvarevirksomhed har desuden startet produktion af søstjerneprotein og af græsprotein.

Han peger videre på, at danske fodervirksomheder havde problemer med at skaffe råvarer under corona-epidemien.

- Det var godt, vi havde søstjernefabrikken ved Skive, da vi under corona-epidemien havde problemer med at skaffe råvarer fra Kina. Ellers havde vi ikke kunnet producere økologisk foder i de år, siger Steen Bitsch og peger på, at der kan komme andre forsyningsmæssige udfordringer, og derfor er det godt at kunne klare sig selv.

Vestjyllands Andel er også gået ind i biogasbranchen

- Man kan sige, at vi har bevæget os ud på et område, vi ikke har en pind forstand på, så hvorfor skulle vi gøre det? Omvendt var virkeligheden, at der blev handlet mange certifikater på grundlag af en biogasproduktion, som blev produceret af landbrugsafgrøder, men som landbruget ikke fik ret meget ud af udover fornøjelsen. Derfor var den første udfordring at få struktureret certifikatmarkedet.  Det gjorde vi sammen med Jysk Energi og Langfristet Erhvervsinvestering. Det er en ejerstruktur, som er atypisk i grovvarebranchen, men Jysk Energi er et amba lige som vi er i Vestjyllands Andel, så værdisættet er nogenlunde ens.

 

Farten er taget af den grønne omstilling

Steen Bitsch betegner det som et godt og frugtbart samarbejde, og han kunne godt have tænkt sig, at der var flere penge i biogassen.

- Det er jo ikke nogen god forretning at lave biogas i dag, og det er ærgerligt, for det tager farten af den grønne omstilling – det kan vi også se på sol og vind. Investeringerne er her gået helt i stå på grund af stigende renter og faldende priser og afgiftsregimer, som fjerner alle incitamenter til at investere i den grønne omstilling. Det er jo lidt mærkeligt, når det siges, at vi alle sammen skal gøre noget, påpeger Steen Bitsch. 

Vestjyllands Andel har sammen med sine samarbejdspartnere fire barmarksprojekter i gang, hvoraf to er meget tæt på at være klar til at bygge. 

- Helt udbygget vil de hver især kunne håndtere 6-800.000 biomasse. Der er ikke truffet endelig investeringsbeslutning – vi er i gang med at finde finansiering, men tilladelserne kommer formentlig i 2025, siger Steen Bitsch, der samtidig svinger pisken lidt over medierne.

- Pressen har travlt med at skrive om de projekter, som de store i branchen dropper, i stedet for at skrive om projekter, som de knap så store rent faktisk gennemfører. Der er ingen grænser for, hvor mange projekter, der er blevet vist på powerpoints i de seneste år, men det er kun ganske få, der er blevet til noget, påpeger han.

Landbrug og hotel

Steen Bitsch bruger sin fritid på at være landmand, gå på jagt og være sammen med familien, herunder ikke mindst de seks børnebørn, hvoraf de tre lige er fyldt otte år i samme uge. Desuden er der to treårige og en på halvandet år.

- Så der er gang i den, når vi er samlet. Det er fantastisk – det bliver ikke større, siger Steen Bitsch, der sammen med Gitte har tre børn. Bjarke er medejer af Skovgård Energy, Simon er kornhandler med eget mæglerfirma i Aarhus, og Nanna er jurist og ansat i Gældsstyrelsen.

Hans kone driver sammen med en svigerdatter Hotel Lidenlund i Lemvig. Det er også på hotellet, at den private del af fødselsdagen fejres 1. februar med 160-170 gæster.

Holder fødselsdag i Bruxelles

Selve fødselsdagen tilbringer Steen Bitsch i Europa-Parlamentet i Bruxelles, hvor han er én af oplægsholderne til et internationalt landbrugsfagligt event arrangeret af blandt andre Aarhus Universitet.

- Som udgangspunkt er min fødselsdag en arbejdsdag som alle andre. Den eneste forskel er, at jeg tager min hustru med på arbejde, så hun også bliver en del af den oplevelse, som det utvivlsomt er at besøge Bruxelles og Europa-Parlamentet, forklarer Steen Bitsch.

Han tager dog ikke turen til den belgiske hovedstad udelukkende for oplevelsens skyld.

- Dagsordenen inden for grøn bioraffinering og kaskadeudnyttelse af biogen CO2 er både vigtig og højaktuel. Såvel for Vestjyllands Andel som for dansk landbrug i sin helhed. Derfor håber jeg naturligvis også, at turen til Bruxelles kan være med til at åbne endnu flere beslutningtageres øjne for, at landbruget indtager en hovedrolle i forhold til at lykkes med næste step i den grønne omstilling, lyder det fra Steen Bitsch.

Til foråret markeres fødselsdagen med en reception på Vestjyllands Andel i Herning.

 

Artikel fra Grovvarenyt fredag 31. januar 2025

 

 

 

 

< tilbage