< Tilbage

VM-fodbold på otte baner med DLF-græs 25-05-2018 - 15:40

Nedtællingen til VM i fodbold er startet. Når slutrunden fløjtes i gang den 14. juni, vil publikum og TV seere verden over se baner med plænegræssorter fra danske DLF

 

På Luzhniki Stadion i Moskva spilles syv af kampene ved VM. Heriblandt åbningskampen, Danmarks kamp mod Frankrig, den ene semifinale og finalen den 15. juli. Foto: Pressefoto.

Den 14. juni vil verdens fodboldøjne være rettet mod Moskvas Luzhniki stadion, der er vært for åbningskampen mellem Rusland og Saudi-Arabien. Græstæppet skal være toptrimmet og klar til at modstå de glidende tacklinger og det ubarmhjertige slid fra fodboldstøvlerne.

 

Derfor glæder det også den danske frøvirksomhed DLF, at der er valgt græsfrø fra DLF på otte af de 12 kampstadioner for at gøre banerne klar til slutrunden.

 

- Vi er glade og stolte over, at vores plænegræs har kvalificeret sig til verdensmesterskabet for tredje gang i træk, og at vi har en stærk position til denne turnering, siger DLFs salgs- og marketingdirektør, Søren Halbye i en pressemeddelelse fra DLF.

 

DLF er markedsleder på det russiske græsfrømarked, og virksomheden står for omkring 70 procent af Ruslands import af græsfrø. Med over et hundrede DLF-plænegræssorter på den russiske sortsliste er der nok at vælge imellem for de russiske groundsmen.  

 

I løbet af foråret er banerne blevet oversået med nye græsfrø for at gøre græstæppet slidstærkt og tæt.

- Selvom de russiske stadioner er spredt rundt i mange klimazoner, har vi fundet de bedste græsløsninger, og vi er overbeviste om, at vores græs når hele vejen til finale, siger Søren Halbye.

 

Ny generation af 

stress-tolerante græsplæner

Det russiske klima byder på kolde vintre og varme somre og et væld af variationer alt efter, om man er ved kysten eller inde i landet. Der skal tages højde for de lokale forhold, når man skal vælge den optimale græsløsning. For det, der virker på ét stadion, virker måske ikke så godt på en anden lokalitet.

 

Det er netop her, at DLFs planteforædlere kan bidrage. De er nemlig lykkedes med at udvikle en ny type ekstra stresstolerant plænegræs, de såkaldte 4turf sorter. 

 

Disse almindelige plænegræsser etablerer sig hurtigt og har en høj tolerance for sygdoms- og tørkestress, et dybere rodsystem og en flot mørk grøn farve, skriver DLF.

 

 4turf sorterne tilfører sportsplænerne styrke og holdbarhed; egenskaber der er efterspurgt af groundsmen på de mest prestigefyldte sportsarenaer verden over. Derfor er DLFs plænegræssorter – og specielt 4turf-sortimentet et populært valg på de russiske VM-baner, skriver DLF.

 

Grønt græs til sidste fløjt

Holdbart og slidstærkt græs er nøgleord for græs til en fodboldturnering i verdensklasse. I løbet af turneringen spiller de 32 landshold 64 kampe, hvoraf syv vil finde sted på Luzhniki Stadion i Moskva.  Heriblandt åbningskampen, Danmarks kamp mod Frankrig, den ene semifinale og finalen den 15. juli. 

 

 

< Tilbage