< Tilbage

DLF i drømmekøb på den sydlige halvkugle06-08-2018 - 11:27

DLF vil øge sin omsætning med omkring 60 procent efter køb af det førende frøselskab på den sydlige halvkugle

Opkøbet har længe være en drøm for ledelsen i DLF. Her DLF-formanden Christian Høegh-Andersen, tv, og administrerende direktør Truels Damsgaard. Foto: DLF

DLF har underskrevet en købsaftale om overtagelse af PGG Wrightson Seeds, der er det førende frøselskab på den sydlige halvkugle med base i Christchurch, New Zealand. 

Virksomheden har knap 600 medarbejdere, heraf halvdelen i New Zealand og resten ligeligt fordelt mellem Australien og Sydamerika. PGG Wrightson Seeds omsætter årligt for omkring to milliarder kroner. DLF omsatte sidste år for 3,527 milliarder kroner, så med opkøbet vil DLF kunne øge omsætningen med omkring 60 procent.

-Overtagelsen af PGG Wrightson Seeds’ frøaktiviteter er en unik mulighed for DLF, og ledelsen har længe drømt om dette opkøb, lyder det fra administrerende direktør Truels Damsgaard i en pressemeddelelse.

Perfekt match
Truels Damsgaard ser store perspektiver i købet.

-DLF er stærkt positioneret som markedsleder inden for frø til foder- og plænegræs på den nordlige halvkugle, og med PGG Wrightson Seeds, der er markedsleder på den sydlige halvkugle, er vi nok det tætteste, man kan komme på et perfekt match i den globale frøbranche. 

-Vores vurdering er, at PGG Wrightson Seeds profil passer strategisk særdeles godt til DLF - både i forhold til produkter og geografi. Med købet får vi forenet vores distributionsplatforme nord og syd for ækvator, og vores produkter komplementerer hinanden rigtigt godt.

Markedsleder
PGG Wrightson Seeds producerer og afsætter frø af plænegræs og en række kløver- og græsarter samt korsblomstrede foderafgrøder og kornsorter til landbruget og har opnået en position som markedsleder inden for frø til plæne og foder på den sydlige halvkugle. Frøvirksomheden har et veludviklet forsknings- og udviklingsprogram og har en stærk position til at udbygge og udvikle aktiviteterne på såvel eksisterende som nye markeder. 

DLF har gennem flere år investeret i frøaktiviteter på den sydlige halvkugle og har koncernselskaber i New Zealand, Uruguay, Argentina og Sydafrika. Med tilgangen af PGG Wrightson Seeds får frøkoncernen tilført en stærk forretningsenhed, der bidrager væsentligt til udbygningen af aktiviteterne på den sydlige halvkugle, fremgår det af pressemeddelelsen.

Gevinst for ejerne
Bestyrelsesformand i DLF AmbA, Christian Høegh-Andersen ser handelen som en gevinst for ejerne, de danske frøavlere: 

- Frøbranchen er en niche inden for landbruget, og global tilstedeværelse er en forudsætning for, at vi som ejere opnår fuldt afkast af vores involvering. For at vi kan skabe de bedste produkter, er moderne planteforædling og bioteknologi en nødvendighed, og det kræver i stigende omfang betydelige ressourcer og en kritisk masse. Som ved tidligere opkøb er vi i bestyrelsen overbeviste om, at ledelsen vil sikre et fornuftigt afkast af den betydelige investering.

Truels Damsgaard fremhæver yderligere ledelsen i PGG Wrightsons evne til at markedsføre og brande højværdiprodukter:

– Gennem de seneste 15 år har PGG Wrightson på meget stærk vis optimeret indtjeningen i New Zealand ved at udvikle og sælge de førende sorter til såvel mælke- som kødproducenter. Denne markedsposition har de taget videre til Australien og også flere lande i Sydamerika.

Købet er betinget af myndighedernes godkendelse, og der forventes en tidshorisont på seks måneder, før handelen er endelig.
 

 

< Tilbage