Af Hanne Gregersen

freelance journalist

 

Kun skriget går til spilde, lød titlen på en udsendelse, tv bragte for flere år siden.

 

Udsendelsen handlede om dansk svineproduktion, og hvordan hver en stump af slagtesvinet bliver brugt - lige til sidste svinebørste.

 

Med andre ord en værdiforøgelse af varen, noget man som oftest kun forbinder med videreforarbejdning af fødevarer.

 

I dag er det ikke kun svinebørsten, der bliver brugt, men også dét, der kan udvindes af svinebørsten, plus alt det andet af landbrugets dyr, som ingen vil eller må spise.

 

En god del af æren for denne værdiforøgelse tilfalder Danmarks største genbrugsfabrik, Daka, med hovedkvarter i Løsning. 

 

Fortidens natmænd

Man skal ikke mange år tilbage, før Daka var som fortidens natmænd. 

 

Man erkendte, de var nødvendige, men agtet var de ikke. Og de lugtede.

 

Nye teknologiske landvindinger – og ikke at forglemme en pæn investering i samme – har gennem årene rettet op på begge dele, så Daka er krøbet pænt til vejrs på karakterskalaen. Ikke mindst i takt med at genanvendelse og recirkulation er blevet god tone politisk og hos menigmand. 

 

-Vi rammer en trend, der ligger i samfundet, konkluderer N.C. Leth Nielsen, virksomhedens Director International Relations, - men vi har faktisk arbejdet med genanvendelse lige siden starten af 1920’erne.

 

480.000 tons restprodukter

Som Leth Nielsens udenlandske titel indikerer, er Daka ikke længere et hjemligt foretagende. I 2012 overtog tyske Saria, der er ejet af den globale Rethmann gruppen, 51 pct. af aktierne i Daka. De resterende 49 pct. sidder slagterierne – og dermed landmændene – på. 

 

Men råvarerne er stadig danske

Inputtet er slagteriaffald, minkkroppe, selvdøde dyr og mad-affald fra restauranter og fødevarevirksomheder. Det med madaffald er nyt. Omkring 480.000 tons råvarer koges, presses, sønderdeles, steriliseres og ekstraheres årligt på Dakas fem fabrikker i Danmark.  

 

Ud kommer ingredienser til gødning, foder til fisk, kæledyr og mink, biodiesel, biomasse, plasmaproteiner til humanbrug m.m.

 

Med så blandet et input siger det sig selv, at hygiejnekravene til håndtering af råvarerne er tårnhøje, for at ikke et sygdomskim kan snige sig ind i det færdige produkt. Det er også værd at bemærke, at Daka er en del af Danmarks veterinære beredskab, dvs. virksomheden er med til at forebygge og bekæmpe smitsomme sygdomme i landbruget.

 

Lille hjemmemarked

Hovedparten af produktionen eksporteres, for gødningens vedkommende drejer det sig endda om 98 pct., noget Leth Nielsen og hans kollega, ReFood Project Manager Bjarne Foged Larsen, kalder ”rigtig træls set fra et dansk synspunkt.” 

 

Der er flere årsager til, at hjemmemarkedet er så lille.

 

Bjarne Foged Larsen peger på, at landmænd oplever udfordringer med at måtte anvende gødningsprodukter, der stammer fra dyr eller fødevarer, på marken. Dermed er brugen af Dakas gødning begrænset i Danmark – også den, der er godkendt til økologi. 

 

-Det paradoksale er, at vi eksporter gødningen til andre europæiske lande, hvor de økologiske landmænd gerne vil bruge den, påpeger han.

 

Leth Nielsen har en tilsvarende historie. Som en udløber af kogalskaben er det i EU kun tilladt at bruge proteiner fra dyr i foder til mink, kæledyr og fisk. Kategori 3 svinekødbenmel må altså ikke anvendes i foder til kyllinger i EU, men gerne til kyllinger i tredjelande.

 

-Derfor kan de kyllinger, vi importerer til EU, meget vel være fodret med kødbenmel, der er produceret i tredjelande, siger han.  

 

Så den kamp har Leth Nielsen taget på sig. Han vil have knækket forbuddet mod at blande griseprotein i kyllingefoder. Til erstatning for den importerede soja.