< Tilbage

A-One præsenterer foderprotein som kan reducere sojaforbruget27-01-2017 - 16:10

DeviGain blev på NutriFair introduceret til danske svineproducenter

 

Aage Staun, direktør for A-One Danmark sammen med Dr. Violet Beattie, udviklingschef hos Devinish, som har udviklet foderproteinet Devigain. Foto: Helge Lynggaard.

Af Helge Lynggaard

 

Et nye foderprotein, DeviGain, kan medvirke til at reducere importen af soja og samtidig blive en stor gevinst for miljøet.

 

- Vores nye foder er i tråd med tidsånden, og danske svineproducenter har taget imod det nye foderprotein med stor interesse, fastslår Aage Staun, da Grovvarenyt møder ham på NutriFair. 

 

Aage Staun er direktør for A-One Danmark, der introducerer det nye foderprotein herhjemme. A-One er en del af den irske Devinish koncern, der har udviklet det nye protein.

 

- Ved at sammensætte foderet til grisene med det rigtige proteintilskud, kan udledningen af CO2 nedsættes betragteligt, da foderforbruget falder og produktionsresultatet går op. Derfor bliver det en gevinst for miljøet og en vej til at nå klimamålene, uden at det har negative konsekvenser for landmændene, siger Aage Staun.

Han forklarer, at det nye foderprotein kan reducere importen af sojaprotein.

 

- Devigain reducerer mængden af soja med 80 kilo pr. ton foder, og det svarer til op mod 13 kg pr. gris. Det giver 17 procent mindre udledning af drivhusgasser samt en reduktion af kvælstofudledningen på 25 procent. I England og Irland fodres allerede cirka ti procent af grisene med det nye foderprotein og det betyder 20.000 tons mindre import af soja på årsplan. Herhjemme ville man kunne spare 240.000 tons importeret soja, hvis alle 18 millioner danske slagtesvin blev foderet med Devigain, påpeger Aage Staun.

 

Devigain tilsat foderblandingen giver ifølge producenten op til fem procent bedre tilvækst og foderudnyttelse. 

Ifølge Aage Staun er ideen bag Devigain, at indholdet af de syntetiske aminosyrer først bliver tilgængelige i tyndtarmen. Det giver større udnyttelse af proteinet med øget vækst og mindre foderbehov.

 

Afprøvet i Danmark

A-One har sammen med Midtjysk Svinerådgivning afprøvet fodertypen på flere danske besætninger.

- Det primære resultat i vores forsøg er bedre produktionsresultater med lavere foderforbrug og samme tilvækst, fortæller Mogens Bækgaard, ledende konsulent hos Midtjysk Svinerådgivning.

 

A-One Danmark får produceret foder med Devigain hos danske kolleger. Færdigfoder produceres hos Vejrup Andel, men individuelle premixblanding bliver produceret hos Agro Korn.

< Tilbage