< Tilbage

Færre hjerner per hektar kræver nytænkning05-01-2018 - 21:24

I hvilken retning vil planteproduktionen udvikle sig? Hvad er plantesektorens egen strategi for fremtiden? Det gav Troels Toft, sektordirektør for Planter, Seges, et bud på til DLG Vækstforum torsdag i denne uge.

 

Sektordirektør for Planter, Troels Toft, ser fremtidens planteproduktion som løsningen på mange af de udfordringer, verden kan møde fremover. Foto: DLG.

Af Anya Engelbrecht

 

Danmark et smørhul for planteproduktionen. Her er der gode geografiske forhold, dygtige landmænd og et stabilt politisk system, der blandt andet sikrer høj fødevaresikkerhed. Derfor har den danske planteproduktion gode vilkår til at udvikle sig, og det skal den også. Det klargjorde Troels Toft, sektordirektør for Planter, Seges, til DLG VækstForum i Herlufmagle-Hallen torsdag i denne uge.

 

- Fremtidens planteproduktion kan løse mange problemstillinger. Den kan blandt andet brødføde en voksende verdensbefolkning, levere byggesten i energiproduktionen, håndtere klimaforandringer og binde CO2. Planteproduktionen kan også aftage og omsætte rester fra det biobaserede samfund og levere værdifulde proteiner, så her ligger et meget stort potentiale, lød det fra Troels Toft, som opfordrer plantesektoren til i fællesskab at skabe merværdi og udvikle sig. 

 

- Vi har allerede mange dygtige planteavlere med høj risikovillighed samt stærke landmandsejede selskaber. Vi har også stramme rammevilkår, der har tvunget innovation frem. Teknologien kan hjælpe os med øget sporbarhed og til at producere mere for mindre. Vi mangler bare et bedre sammenhold og samarbejde i hele plantesektoren til at komme videre, og skabe den nødvendige merværdi af vores produkter.

 

Digitalisering medfører fordele

I efteråret 2017 arbejdede sektorbestyrelsen på en ny strategi for plantesektoren. Den overordnede vision er, at dansk planteproduktion skal være førende i verden.

 

- Især den digitale udvikling vil fremover være et stort og vigtigt fokusområde i planteproduktionen. Tendensen er, at det fremover vil være færre hjerner per hektar, og derfor er der et behov for øget digitalisering i landbruget, mener Troels Toft. 

 

Ved at udnytte og videreudvikle de eksisterende digitale muligheder er det målet, at arbejdet fremover skal kunne udføres hurtigere, lettere og mere præcist. Eksempelvis præcisionsjordbrug, ser Troels Toft, har en essentiel placering i fremtidens planteproduktion. Dog er det vigtigt, at de digitale løsninger bliver nemme og brugervenlige.

 

- Hvis vi forstår at bruge teknologien optimalt, kan vi fremover omfordele udsæd, gødning og kemi, så tildeling er tilpasset potentialet alle steder i marken. Vi vil kunne producere mere for mindre og samtidig få en miljømæssig fordel i mindre klimaaftryk og et mindre overskud af hjælpestoffer. Det vil i sidste ende også give fordelen af et positivt udslag på landmandens bundlinje, lød det fra Troels Toft. 

 

Fagligheden er fremtiden

Også en lang række andre fokuspunkter har fået sektorbestyrelsens opmærksomhed, for digitalisering og teknologi kan ikke alene udnytte og udvikle dyrkningspotentialet i Danmark. 

 

Derfor arbejder plantesektoren blandt andet også for, at der fremover skal være en stabil økonomi i planteproduktionen, at rammevilkårene skal forbedres, og så vi erhvervet gerne være mere synligt. Derudover er det vigtigt, at der ikke bliver lempet på den faglighed, der skal danne grundlaget for hele planteproduktionens fremtid.

 

- Uafhængig viden til brug for planteavlskonsulenter og landmænd landet over er et essentielt værktøj i vores udvikling af erhvervet. Det er med til at sikre legitimitet hos både politikere, myndigheder og samarbejdspartnere. Derudover giver de mange års resultater, for eksempel fra Landsforsøgene, landbruget de bedste forudsætninger for løbende at optimere og udvikle driften, sagde Troels Toft.

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 1-2018, 5. januar

< Tilbage