< Tilbage

Brødr. Ewers åbner afdeling i tidligere grønpillefabrik08-04-2016 - 16:06

Brødr. Ewers overtager med virkning fra 1. april den tidligere grønpillefabrik Treka på Håstrupvej ved Fredricia og manglende lagerkapacitet er dermed midlertidig løst

 

Den tidligere grønpillefabrik ved Fredericia, som nu skal huse grovvarer for Brødr. Ewers. Foto: Pressefoto.

Fra i dag den 1. april overtager Brødr. Ewers den tidligere grønpillefabrik, Treka på Håstrupvej 116 ved Fredericia.

Fabrikken har været lukket i flere år, men er siden hen blevet opkøbt af Statoil, som har brugt faciliteterne til opbevaring af træpiller. 

 

I 2004 solgte Statoil bygningerne til Brdr. Weisbjerg, som har udlejet hallerne til korn og træpiller. Brdr. Weisbjerg har også selv haft produktion af biobrændsel til kraftvarmeværkerne.

 

Med oprettelse af den nye Håstrup afdeling får Brødr. Ewers i første omgang lagerkapacitet til ca 20.000 tons korn, idet der i forbindelse med købet er indgået en toårig aftale med Brdr. Weisberg, som lejer sig ind i en del af lokalerne, hvor de fortsætter deres biobrændsel produktion, oplyser Brødr. Ewers i en pressemeddelelse.

 

- Vi har længe søgt at få mere plads til opbevaring af korn og gødning. Faciliteterne på Håstrupvej ved Fredericia passer fint ind i vores strategi, både med hensyn til placering samt etablering af en ny afdeling i et område med gode fremtidsmuligheder, oplyser Hans Otto Ewers.

 

- Udover at vi kan modtage afgrøder i høst, kan landmændene også få udleveret planteværnsmidler allerede i dette forår, og til næste forår kan Brødr. Ewers også udlevere gødning m.m. Den nye afdeling bliver bemandet og holder åben mandag til torsdag kl. 7:00-15:30 samt fredag kl. 7:00-14:00.

 

Yderligere tiltag

- I Bajstrup har vi også sat et byggeri i gang, idet vi i forlængelse af den store hal øger kapaciteten med yderligere 5.000 tons korn i høst 2016. Og  med  åbningen af vores nye afdeling i Håstrup, går vi en høst i møde med væsentligt mere opbevaringskapacitet, siger Hans Otto Ewers.

 

Sidste år overtog Brødr. Ewers H. C. Handelscenter på Sjælland, hvilket yderligere styrkede virksomhedens position som Danmarks største privatejet grovvarevirksomhed. Med de nye tiltag samt planer om yderligere at bygge to andre steder i landet, vil Brødr. Ewers blive en endnu stærkere spiller på det danske grovvaremarked, fremgår det af pressemeddelelsen.

 

Brødr. Ewers A/S er et familieaktieselskab,  der  blev  grundlagt i 1848. Firmaet drives i dag af 5. generation - Hans Otto Ewers og Claus Ewers.

 

< Tilbage