< Tilbage

DLG har tre gode grunde til at flytte til Fredericia17-11-2017 - 22:19

Koncernchef Kristian Hundebøll, fortæller om baggrunden for, at DLG vælger at forlade Axelborg i København

Nu har vi kommunikeret vores planer ud, og så er det lettere at komme videre i en åben proces, siger koncernchef Kristian Hundebøll. Foto: Jonas Fotografi

 Af Helge Lynggaard

 

I 2020 vinker DLG endegyldigt farvel til Axelborg i Københavns centrum. Hovedsædet flytter til Fredericia – meget tæt på både Lillebælt og motorvejen.

 

Det kunne DLG fortælle omverdenen i går efter at medarbejderne var blevet orienteret. Planerne har været medvirkende til, at DLG i foråret solgte sin andel af den store bygning Axelborg i centrum af København til Landbrug & Fødevarer.  

 

 - Det siger sig selv, at det er nogle andre kvadratmeterpriser i Fredericia, og samtidig kommer vi til et ydmygt og smukt sted ud til Lillebælt. Vi regner derfor med at kunne bo og drive DLG billigere, end vi gør i dag, siger koncernchef Kristian Hundebøll til Grovvarenyt torsdag eftermiddag.

 

Men udover huslejen er der også nogle andre tungtvejende grunde til at flytte til Fredericia:

 

-Vi synes, at tiden er passé til at have et hovedkontor i København, der er adskilt fra den øvrige forretning. Vores indkøb og salg har af historiske årsager været adskilt i DLG, men nu kan de kommer under samme tag. Desuden samler vi vores produktionsplanlægning, logistik og ordrekontor, så vi får samlet hele værdikæden i vores forretningsgang. 

 

Kristian Hundebøll peger desuden på, at den geografiske dimension har haft stor betydning i valget af Fredericia.

 

- På Sjælland har vi i dag en stærk regional forankring i Bårse, hvorfra vi kører den lokale drift omkring Sjælland. Derfor giver det god mening at lægge kontoret i Syddanmark, hvor vi også kan samle vores syddanske forretninger med Fyn og Østjylland, som også bliver en del af dette projekt. 

 

- Den sidste dimension er, at vi også kommer tættere på vores største marked, Tyskland, som står for 60 procent af DLG-koncernens omsætning. Der har vi to hovedkontorer i henholdsvis Kiel og ved Flensborg, og dem kommer vi selvsagt også tættere på. Så jeg synes, det hele går op i en højere enhed med det valg, vi har truffet. 

 

- Vi får skabt en ny fælles identitet gennem nye rammer i Fredericia, og det glæder vi os meget til, siger Kristian Hundebøll.

 

Er der medarbejdere fra de tyske selskaber HaGe eller Team, der skal flytte til Fredericia?

 

- Det er der ikke for nærværende nogen planer om, men der holdes jo mange møder og der er flere af vores både danske og tyske kolleger, der har et dagligt samspil omkring planlægning, produktion og indkøb. Fra Fredericia vil man have lettere ved at kunne mødes -  det er lidt mere besværligt på den måde, vi er organiseret på i dag, siger Kristian Hundebøll.

 

Flytter i lejede lokaler i 2018

Allererede i 2018 flytter DLG nogle funktioner til Fredericia – i første omgang i lejede lokaler.

 

- Det drejer sig om produktions- og logistikplanlægning samt ordrekontoret. Det er et område, som vi har meget fokus på, for det handler om den service vi kan tilbyde, når vi har solgt en vare, siger Kristian Hundebøll.

 

Det vil være nogle af medarbejderne fra DLGs tre detailforretninger Sydjylland, Østjylland og Fyn samt  fra Vitfoss, der i første omgang rykker til Fredericia.  

 

Tre år til at tænke sig om

Frygter du, at der er mange medarbejdere, der ikke vil følge med fra København?  

 

- Vi har forinden talt med mange i vores øverste ledergruppe og fået stor opbakning. Nu skal vi have en snak med  andre medarbejdere o, om det er noget, de kan se sig selv i.

 

- Derfor har vi også valgt at melde det ud i god tid, så de har tre år til at tænke sig godt og grundigt om. Jeg ved godt, at der nok er en stor del – måske halvdelen – der ikke vælger at tage med, og for at imødegå det har vi lejet nogle midlertidige lokaler i Fredericia. Hvis medarbejderne så begynder at søge nye job inden flytningen, kan vi vælge  til gengæld at genbesætte stillingerne i Frederica.

 

Tror du, I kan finde de rette medarbejdere i den udstrækning, det bliver nødvendigt?

 

- Ja. Fredericia ligger godt i forhold til rekruttering af nye medarbejdere lige mellem Odense og Aarhus, siger Kristian Hundebøll  

 

Ingen tegninger endnu

Grunden ved Lillebælt, hvor DLGs nye hovedkontor kommer til at ligge, har DLG været medejer af i flere år, fortæller Kristian Hundebøll.

 

- Derfor var der også en mulighed for at skyde genvej ved at vælge denne grund. Men når man skal træffe så stor en beslutning, skal man tænke sig godt og grundigt om, og derfor har vi haft flere andre muligheder oppe at vende.

 

Det nye hovedsæde er der ikke lavet tegninger til endnu.

 

- Vi er i den spæde start, men nu har vi i dag kommunikeret vores planer ud, og så er det lettere at komme videre i en åben proces, siger Kristian Hundebøll.

 

Artikel fra Grovvarenyt fredag 17. november 2017

< Tilbage