< Tilbage

Yara indvier en af Danmarks største telthaller i Randers22-02-2014 - 16:12

Med udvidelsen råder Yara Danmark nu over 30.000 kvm. på Randers Havn - og har option på yderligere 16.000 kvm. af havnearealet

Den nye telthal i Randers, hvor Yara Danmark oplagrer gødning til en stor del af landet.

Tekst og foto:
freelance journalist
Hanne Gregersen

 

Tekst og foto: Hanne Gregersen, 
freelance journalist 

En placering for enden af 30 km smal og bugtet fjord synes ikke optimal for en virksomhed, der får sine varer pr. skib. 

Alligevel har Randers havn så mange fordele, at næsten halvdelen af den handelsgødning, Yara sælger i Danmark, distribueres fra terminalen i Randers – i runde tal 160.000-200.000 tons.

Og det er her virksomhedens seneste lagerudvidelse ligger. Resten af den gødning, som Yara sælger i Danmark leveres som løsvare direkte ud til kunderne i forskellige danske havne.

-Infrastrukturen omkring Randers er god, og den lette adgang til motorvejen betyder noget til forskel fra f. eks. Grenå havn, når gødningen skal fragtes videre med lastbiler. Samtidig er vi allerede et godt stykke inde i landet, forklarer Yaras terminalchef i Randers, Jørgen Berg, der også vurderer, at Randers havn prismæssigt er konkurrencedygtig i forhold til andre havne. 

- Men, understreger han, - det tæller også, at Randers havn har vedtaget en vision og udviklingsplan. Det betyder, vi har et klart billede af, hvad der skal ske på havnen i årene fremover. På den baggrund har vi taget option på yderligere 16.000 kvm., så vi har råderum til eventuel senere udvidelse.

 

Færdig på fem uger

Den aktuelle udvidelse i Randers øger ellers kapaciteten betragteligt. Med 10.000 kvm til i alt 30.000 kvm.

Hovedparten af de nye kvadratmetre ligger i den store telt-overdækkede lagerhal. Monteret med ventilation og udluftning, er klimaet i telthallen lige så stabilt som i en normal hal. Gødningen står tørt og bliver ikke udsat for sollys.

- Telthaller har været brugt i mange år i Sverige og Norge, og vinder mere og mere frem herhjemme, fortæller Jørgen Berg. 

Telthallen er i al sin enkelthed en række stålspær, hvorover der er spændt en meget kraftig presenning og selv om der er tale om tungt materiale, og hver presenning er omkring 25 meter bred, kan det hele afmonteres og rulles sammen, den dag hallen eventuelt skal ”rives” ned. Alt materialet til Yaras hal kom på 15 lastbiler og stod klar på fem uger.

Udover det nye teltlager, er der yderligere to traditionelt byggede lagerhaller, så den samlede lagerkapacitet i Randers nu er oppe på 25.000 tons i sække plus 12-14.000 tons løs gødning.

 

Hurtig ekspedition

Gødningen til Randers-terminalen sejles i løs vægt fra Yaras fabrikker i bl.a. Norge og Finland på skibe, der kan rumme op til 4.500 tons. Straks ved ankomsten læsser en kran den løse gødning op i en kæmpetragt. Via et transportbånd i bunden af tragten køres gødningen ind til en sækkemaskine, der fylder gødningen direkte i sække. Hver sæk vejer 750 kg, og maskinen kan klare 170 af slagsen på en time.

For at få losset skibet hurtigt muligt, lægges noget af gødningen løs på lager for efterfølgende at blive pakket i sække. Alle sække stilles på lager - klar til afhentning.

Den strømlinede losning betyder, at et skib kan tømmes på omkring 6-7 timer.  Incl. sejltid går der 12 timer fra skibet stikker ind i Randers fjord, til det igen har næsen ude i Kattegat.

 

Fra skib til spreder

Oplagringen i storsække frem for i løs vægt rummer flere fordele. 

Storsækkene kan stables ovenpå hinanden, og fylder dermed mindre arealmæssigt.  Desuden håndteres gødningen kun én gang, dvs. mindre risiko for spild, snavs og forurening, og skal landmanden bruge den plads, hvor gødningssækkene står, er de lettere at flytte end en dynge gødning på gulvet. 

- Vi bruger efterhånden storsække overalt, siger Jørgen Berg. 

- Når gødningen fra skibet er pakket i sækken åbnes den ikke igen, før landmanden fylder gødningen i sin gødningsspreder. Han risikerer derfor ikke, at gødningen optager fugt og kvaliteten forringes undervejs  

Enkelte ønsker stadig at få gødning i løs vægt. Den kan i så fald tages direkte fra skibet via en sidestuds ved transportbåndet.

 

Grossisten Yara

Med de voldsomme restriktioner, danske landmænd er underlagt, er det danske gødningsmarked nogenlunde stabilt.

- Men vi har en målsætning om at øge vores markedsandel, både nationalt og internationalt. siger Jørgen Berg.

- I øjeblikket har vi knapt halvdelen af markedet i Danmark. Samtidig har vi mere end 20 forskellige gødningsvarianter, der tilgodeser dansk landbrugs specielle behov for gødskning i forhold til de løsninger, afgrøder, jordbund mv., som er aktuelle her i landet.

- Yara fungerer som grossist. Vi sælger vores gødning til f.eks. DLG og DLA, der så henter sækkene her og kører dem ud til deres kunder, forklarer Jørgen Berg. 

For en ordens skyld skal også nævnes, at nogle af storsækkene tager søvejen fra Randers igen - til Sjælland og Bornholm. 

 

 

 

 

 

 

< Tilbage