Af Aage Krogsdam, 
freelance journalist 

Argentinas landbrugsproduktion kunne være med til at hjælpe på landets elendige økonomi. 

Men det sker ikke, fordi landets første kvindelige præsident Cristina Fernandez de Kirchner i stedet for at satse på landbrugsproduktionen pålægger landbruget den ene afgift efter den anden. 

Pengene går til bilindustrien samt de fattige, som udgør omkring 30 procent af befolkningen, og som ifølge WHO lever under fattigdomsgrænsen.

Især planteproduktionen har et enormt potentiale, og her er produktionen da også steget de sidste fem-seks år. 

I dag står landbruget for 20 procent af beskæftigelsen, 54 procent af landets eksport og 12 procent af landets bruttonationalprodukt. Det anslås, at landet med 44 millioner mennesker kan producere fødevarer til 400 millioner, og at produktionen ved gunstigere vilkår kan øges til at brødføde cirka 600 millioner de næste ti år.

 Det er især produktionen af soja, som er steget markant som følge af pløjefri jordbehandling og en uhæmmet brug af Roundup i sojamarkerne. Alt ukrudt slås ihjel, mens sojaplanten vokser uforstyrret videre.  De senere år er flere og flere ukrudtsformer imidlertid blevet resistente overfor Roundup. Det har ført til et øget forbrug af sprøjtemidler herunder midler, der blandes med Roundup  og som for længst er forbudt i Danmark og det øvrige EU. 

Sprøjtningen af soja 

et begyndende problem

Forbruget af sprøjtemidler er nogen steder oppe på næsten 20 liter pr. hektar især i sojabønne- markerne. Monsanto, der har udviklet Roundup, anbefaler kun op til 2-4  liter pr. hektar, men der er ingen kontrol og ingen regler for, hvor høje doseringer landmændene må bruge.  

Flere forskere i Argentina er begyndt at bekymre sig om sundhedsrisikoen ved det store forbrug af sprøjtemidler især i de områder, hvor sprøjtningen sker fra luften.

Den argentinske sojaproduktion er i dag på cirka 50 mio. tons, men ventes at stige betydeligt de kommende år i takt med den stigende globale efterspørgsel. 

Danmark importerer omkring 1,7 million tons sojaskrå fra Argentina hvert år til brug for foder til svin, fjerkræ og kvæg.

Siksak kurs

Argentinas præsident og regering fører en siksak kurs omkring landbruget. På den på den ene side opmuntres landmændene til at øge produktionen af planteprodukter ikke mindst soja og dermed eksporten, mens den samme eksport er pålagt en afgift 35 procent på soja, lidt mindre for sojaolie og sojamel, og omkring 20 procent for hvede og majs.

Kina  et fremtidig marked 

Den store aftager af sojabønnerne er Kina, der sidste år importerede omkring 65 millioner tons. I de kommende år ventes importen at stige i takt med velstandsstigningen i landet.  

For nylig afskibede Argentina desuden den første skibslast hvede til Kina, og derfor ventes dette marked også at stige de kommende år. Problemet er imidlertid, at der er fastsat kvoter på eksporten af hvede og majs, og når kvoten er opbrugt falder prisen, og det betyder et fald i hvede- og majs produktionen.

Usikkerheden om regeringens politik fører til øget produktion af soja på grund af de gode priser, der opnås globalt og ikke mindst i Kina på op til 600 dollars pr. ton.                                                                                     De forskellige eksportafgifter fjerner omkring 200 milliarder kroner fra landbrugssektoren. Penge som kunne investeres i bedre kontrol, mere forskning og forbedret produktionsforhold for planteproducenterne. 

Denne bizarre afgiftspolitik fra regeringens side har imidlertid en forklaring.                                  De cirka 30 procent af befolkningen, der lever under fattigdomsgrænsen, har næppe noget arbejde. De betaler ingen skat, men får gratis sygehjælp, uddannelsestilbud m.v. og en lang række andre goder. Samtidig ydes der stor støtte til bilindustrien, der beskæftiger over tre millioner mennesker.  

Ud fra et humanitært synspunkt er det selvfølgelig udmærket at de fattige hjælpes. Problemet er bare, at mange af pengene ender i de forkerte lommer og ikke hjælper til fjernelse af fattigdommen.

 De to grupper udgør derfor et stort vælgerpotientiale, mens landmændene kun udgør 3-4 procent af vælgerkorpset, og det er her, der tjenes penge til samfundet. Her skal forklaringen på regeringens politik findes. 

Og den har medført et hadforhold mellem regering og landbruget.                                                                                                                       

Tilsyneladende gør regeringen intet ved inflationen, der ligger på omkring 25 procent. Svaret fra forskere og økonomer er at ” Inflationen er en fordel for forbrugerne og landmændene for hvis de skylder penge væk, så falder gælden løbende, når inflationen fortsætter!”

Landmændene  er rasende på regeringen og især præsidenten. For nogle år siden strejkede landmændene og stoppede alle leverancer af fødevarer til byerne. Over 300.000 mennesker mødte op i Buenos Aires gader i protest mod regeringens landbrugsfjendtlige politik. Det vil mange landmænd formentlig gøre igen, hvis landbrugspolitikken ikke ændres efter valget til parlamentet om knap to år.