< Tilbage

DAKOFO forventer at frø- og sædekornslov tages op igen 01-04-2014 - 23:17

 

DAKOFO er ikke begejstret for alle elementer i det nye forslag til frø- og sædekornslov, som blev nedstemt af Europa-Parlamentet for nylig


Fritz Hansen peger på, at den nuværende lovgivning er en forbrugerbeskyttelse for landmændene. Foto: Danish Agro.

 

Af Helge Lynggaard

Med et meget stort flertal forkastede Europa-Parlamentet for nylig et forslag fra Kommissionen til en ny frø- og sædekornlovgivning, som blandt andet vil få indflydelse på sortsafprøvning og certificering.

- Men forslaget vil sikkert blive taget op igen, når der hen på foråret har været valgt til Europa-Parlamentet, siger direktør Fritz Hansen, DAKOFO.

Han forklarer, at lovforslaget kommer efter et ønske om fra EU-kommissionen at samle en lang række direktiver om frø og sædekorn i en forordning. 

- Det betyder, at mens et direktiv skal udmøntes i lokal lovgivning i de enkelte lande, er en forordning umiddelbart bindende for alle lande. Derfor bliver det en mere regelret lovgivning, siger Fritz Hansen.

DAKOFO er ikke begejstret for alle elementer i det nye forslag. 

Det understregede formanden, direktør Torben Christensen på DAKOFOs generalforsamling i sidste uge.

- I forslaget er der med branchen øjne nogle problematiske forslag. Det gælder tilladelse til dyrkning af heterogent materiale, dyrkning af nicheafgrøder samt dyrkning af gamle sorter uden nogen reel form for kontrol, sagde Torben Christensen.

- Danmark er formentlig den største globale frøproducent, og vi har en meget høj certificeringsniveau på kornet. Derfor er vi ikke begejstret for, at den nye lovgivning åbner mulighed for, at man kan begynde at dyrke uensartet eller blandet materiale, hvor vi ellers arbejder for, at planterne i en afgrøde skal være ensartede, siger Fritz Hansen.

 

Forbrugerbeskyttelse

Han peger på, at den eksisterende frø- og sædekornslovgivning er en forbrugerbeskyttelse for landmændene.

- Hvis en landmand køber noget frø eller sædekorn, som han har set klarer sig godt i forsøgene, ved han også, at det er det samme produkt, han køber. Den sikkerhed ønsker vi fortsat. Men når det gælder for eksempel nicheafgrøder og gamle sorter, har han ikke den sikkerhed, siger Fritz Hansen.

Han fortæller samtidig, at det er en af de lovforberedende sager, som DAKOFO har været meget involveret i i det forgangne år.

- Det er vigtigt, at være med i det lovforberedende arbejde. Når først loven er vedtaget, er der ikke så meget, vi kan gøre, så det gælder om at være med til forberedelserne og deltage i lobbyarbejdet, fortsætter Fritz Hansen, der for eksempel også i denne uge har været i Bruxelles for at deltage i møder, der på et tidspunkt kan ende med ny lovgivning.

< Tilbage