< Tilbage

Hedegaard får overskud på 65 mio. kr. efter en omsætning på 2,5 mia. kr.13-03-2016 - 22:39

Overskuddet større end forventet på grund af salg af to foderfabrikker

 

Produktionen af foderblandinger er fortsat Hedegaards største forretningsområde. Det samlede salg af foderblandinger har vist en fremgang på tre procent, hvilket er meget tilfredsstillende, hedder det i årsrapporten.

Af Helge Lynggaard

 

Danmarks tredje største grovvareselskab Hedegaard A/S har øget både sin omsætning og overskud i 2015. Overskuddet blev på 65 mio. kr. før skat efter en omsætning på 2.467 mio. kr., fremgår det af årsrapporten fra Danish Agro.

 

Hedegaard A/S ejes af Dan Holding A/S, som Danish Agro ejer 77 procent af.

- De gør det bragende godt i Hedegaard, sagde koncernchef Christian Junker på Danish Agro stakeholdermøde i København i sidste uge. 

 

I sommeren 2015 gav Konkurrencerådet grønt lys for at Danish Agro koncernen fik enekontrol i Hedegaard, hvor der indtil da havde været en stemmeretsbegrænsning.

 

Som en del af betingelserne for at opnå enekontrol forpligtede Danish Agro koncernen sig til at sælge to af Hedegaards foderfabrikker, og det salg har indvirket på årets resultat.

 

Samtidig har Danish Agro afleveret fire grovvareafdelinger i Syd- og Sønderjylland til Hedegaard. 

Det drejer sig om afdelingerne i Aller, Hoptrup, Bedsted og Kværs.

 

 - Vi overlader også en foderfabrik i Kolding til Hedegaard. Hvorfor gør vi så det, spurgte Christian Junker og havde selv svaret:

 

- I Nordjylland har vi haft gode erfaringer med at være bredt repræsenteret via både Danish Agro og Hedegaard. Landmændene kan godt lide, at der er flere valg, og der er stadig nogle, der gerne vil handle med private virksomheder. Vi opretholder to helt separate brands og to helt separate organisationer, og samlet kommer vi derfor til at stå stærkt i Syd- og Sønderjylland, fortalte Christian Junker.

 

Højere aktivitetsniveau

Af årsrapporten fremgår det, at det ellers er et generelt højere aktivitetsniveau, der ligger bag resultatet, som bliver betegnet som tilfredsstillende.

 

- Høsten 2015 blev en størrelsesmæssig stor høst, men med svingende kvalitet. Hedegaards afgrødemodtagelse i høstperioden blevet øget med 18 procent i forhold til høsten i 2014, og Hedegaard har de seneste seks år nu haft en fremgang på over 50 procent for kornindgang i høst.

 

Fremgang i salg af foderblandinger

Produktionen af foderblandinger er fortsat Hedegaards største forretningsområde. Det samlede salg af foderblandinger har vist en fremgang på tre procent, hvilket er meget tilfredsstillende, hedder det i årsrapporten.

 

- Specielt har fremgangen inden for foderblandinger til smågrise været meget positiv og Hedegaards markedsandel til dette segment er forøget betragteligt i årets løb 

 

- En afprøvning i valget af foderstrategi til smågrise foretaget i regi af Seges, Videncenter for Svineproduktion, kom ud med Hedegaards foderblandingsstrategi som den bedste, hvilket har været medvirkende til det større salg, fremgår det af årsrapporten. 

 

Her fremgår det videre, at den samlede konkurrence i branchen ventes at blive forøget i 2016, men ved hjælp af streng fokusering på kerneaktiviteter og omkostninger, forventes det, at Hedegaard i 2016 vil kunne opnå et resultat før skat i niveauet 45 mio. kr.

< Tilbage