< Tilbage

Bæredygtigt Landbrug kritiserer indkomstprognose11-12-2013 - 23:04

 

Den nye indkomstrognose fra Videncentret for Landbrug viser ikke et billede, som Bæredygtigt Landbrugs formand kan genkende


Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Bæredygtigt Landbrug, kritiserer prognoserne fra Videncentret for Landbrug. Foto: BL

Af Helge Lynggaard

Der er ikke den store jubel hos Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Bæredygtigt Landbrug, over, at den nye prognose fra Videncentret for Landbrug viser, at et heltidslandbrug får et rekordstort overskud på 921.000 kr. næste år.

Han opfordrer i en pressemeddelelse til at se bag tallene i prognosen.

- Videncentret siger selv, at resultatet er før aflønning af ejeren og forrentning af egenkapitalen. Desuden er konens løn regnet med i overskuddet. Det er jo ikke noget retvisende billede, og så kan det være nok så historisk højt, siger Flemming Fuglede Jørgensen og fortsætter:

- Desuden er det et gennemsnit for alle landbrug, vi taler om, og hvad hjælper det en mælkeproducent, der ikke kan forrente sin gæld, at en minkavler tjener godt? Jeg vil advare mod at mene, at landbruget står stærkt på baggrund af denne prognose. Det er ikke et billede, vi kan genkende, siger Flemming Fuglede Jørgensen.

Videncentret svarer igen

Grovvarenyt har forelagt kritikken for Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef på Videncentret for Landbrug.

Han understreger, at der i prognoserne tages udgangspunkt i driftsresultatet, og her er ”konens løn” ikke regnet med i overskuddet.

- Dernæst vil jeg gerne kvittere for, at Flemming Fuglede Jørgensen noterer, at vi i vores udmelding gør opmærksom på, at resultatet er før ejerens løn og forrentning af egenkapital. Det er et meget væsentligt forbehold, som netop modererer indtjeningens størrelse.

 Derudover påpeger vi, at spredningen i landmændenes indtjening er meget stor. Det er derfor ikke alle, der kan relatere sig til gennemsnitstallene, som primært har til formål at skildre indtjeningen i landbrugserhvervet som  helhed, påpeger Klaus Kaiser.

Historisk høj indtjening

Han siger videre, at mælkeproducenternes forventede indtjening i 2013 (554.000 kr.) og 2014 (743.000 kr.) dels er historisk høj og dels ligger forholdsvis tæt på sektorens samlede indkomst de pågældende år.

- Det er dog korrekt, at mælkeproducenter er relativt mere forgældede end den gennemsnitlige landmand, hvorfor indtjeningskravet er tilsvarende større, siger Klaus Kaiser.

Ikke nødvendigvis tegn på en stærk økonomi
Ifølge Flemming Fuglede Jørgensen er de estimerede sorte tal på bundlinjerne ikke nødvendigvis et tegn på en stærk økonomi.

- Realiteterne er, at danske landmænd underinvesterer for fire milliarder kroner årligt, og at 9-10 millioner smågrise køres direkte til Tyskland. Gælden i landbruget er forøget med 10-12 milliarder kroner i året, der er gået. Dansk landbrug er presset, uanset hvilke prognoser, der bliver udsendt, siger Flemming Fuglede Jørgensen.

Klaus Kaiser understreger overfor Grovvarenyt, at gælden i landbruget ikke er forøget med 10-12 milliarder kr. i året, der er gået.

- Ifølge Danmarks Statistik er gælden frem til tredje kvartal 2013 steget med cirka 4,5 mia. kr. – i 2012 blev gælden forøget med i alt 4 mia. kr., siger Klaus Kaise

Lav rente

Flemming Fuglede Jørgensen påpeger, at når landbruget har sorte tal på bundlinjen, skyldes det, at renten er så lav, som den er nu.

-  Det vil skabe en tsunami af konkurser, hvis renten stiger, og det behøver ikke være en voldsom stigning, før det kan få katastrofale følger. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der sker, hvis den stiger til fem procent, som den var for et par år tilbage,” siger han.

- Jer er enig med Flemming Fuglede Jørgensen om den lave rente. Derfor gør vi også specifikt opmærksom på, at resultatet blandt andet er opnået i lyset af de historisk lave renter. Underforstået at det næppe varer ved. Af samme grund er vores væsentligste anbefaling, at landmændene bruger et eventuelt likviditetsoverskud til at få nedbragt gæld og reduceret renterisikoen, siger Klaus Kaiser.

 

< Tilbage