< Tilbage

Frøavlere kan glæde sig til gode priser på årets høst18-12-2013 - 14:29

 

Trods gode priser bliver frøavlere bedt om at pløje marker op med alm. rajgræs fordi produktionen har været større end salget


DLF-Trifoliums avlere får næsten 14.000 kr. pr. ha udbetalt aconto i gennemsnit for årets frøhøst, fortalte salgs- og marketingdirektør Søren Halbye på avlermødet. Foto: Helge Lynggaard.

 

Af Helge Lynggaard

De landmænd, der leverer græsfrø til DLF-Trifolium kan se frem til gode priser på den høst, de har overstået for få måneder siden. 

I det seneste regnskabsår fik de cirka 14.000 kr. pr. hektar foruden bonus, og de kan se frem til at få i underkanten af 14.000 kr. for 2013-høsten. 

- Det er lidt mindre end sidste år, men det er stadig den tredje højeste aconto afregning i koncernens historie, sagde salgs- og marketingdirektør Søren Halbye, DLF-Trifolium, på avlermødet for DLF-avlere i Landbrugets Hus i Horsens tirsdag.

 

Markant større omsætning

DLF-Trifolium havde sidste år 2,6 mia. kr. i omsætning – den højste nogensinde.

- Vi forventer en markant stigende omsætning i år, men det skyldes først og fremmest, at vi har overtaget PickSeed i Canada, fortalte bestyrelsesmedlem Henrik Kreutzfeldt på avlermødet, hvor han kort opridsede de gode regnskabsresultater for sidste år.

 

25 procent større høst i rajgræs

Resultaterne af høsten for 2013 blev gennemgået af avlschef Erling Christofferen, der kunne berette om en ganske god høst, og specielt høsten af alm. rajgræs har været helt i top.

 - Den gav cirka 1.600 kg pr. ha i gennemsnit, og det er 25 procent mere end gennemsnittet for de seneste fem år, fortalte Erling Christoffersen.

Men afsætningen af alm. rajgræs har ikke kunnet følge med produktionen. 

- I foråret blev forbruget af alm. rajgræs til foder ramt af dårligt vejr, og afsætningen blev mindre end vi forventede.  Derfor trak vi i bremsen allerede i juni og reducerede arealet med nye udlægsmarker med alm. rajgræs, fortalte Søren Halbye på avlermødet.

Senere på sommeren blev der en rigtig stor høst af rajgræs. Derfor har vi sendt brev ud til avlerne og opfordret dem til at pløje marker med alm. rajgræs op, så der bliver færre hektar med alm. rajgræs til næste år.

- Skal vi have balance i lageret, skal vi have taget marker ud af drift, understregede Søren Halby.

Og ifølge avlschef Erling Christoffersen drejer det sig om cirka 20 procent af arealet med alm. rajgræs svarende til omkring 3.000 hektar, der skal pløjes op.

Blandt avlerne var den eneste kommentar, at ”det er godt, at der bliver taget hånd om det nu i stedet for at det senere kan blive nødvendigt at reducere priserne”.

 

God høst i hele Europa

Søren Halby understregede, at høsten i 2013 havde været god ikke blot i Danmark men faktisk i hele Europa.

- Andre frøvirksomheder har de samme udfordringer, for de andre har også meget frø at sælge af nu. Men salget i efteråret er startet godt, og så håber vi på et godt salg til foråret – både i og uden for Europa.

 

Ændringer i forbruget

Søren Halbye fortalte videre, at der i øjeblikket sker ændringer i forbruget af plænegræs, hvor det professionelle marked som kommuner nu i højere grad vender sig mod billigere blandinger.

- Samtidig ser vi et hobby-marked, som bliver mere og mere præget af private labels. Ulempen for os er, at vi nemmere kan blive skiftet ud, og derfor foretrækker vi selvfølgelig, at det er vores egne blandinger, der bliver benyttet.

 

Møderække

Avlermødet i Horsens var blot et i rækken af de 16 avlermøder, som DLF-Trifolium holder i de to sidste uger op til jul.

< Tilbage