< Tilbage

Vestjyllands Andel har øget aktivitet med vareture22-04-2014 - 18:50

 

Investerer 12 millioner kroner i Borris i nye faciliteter til vareturene


Nybyggeriet i Borris skal efter planen stå klar i uge 27. Torsdag før påske var der rejsegilde på byggeriet. Foto: Pressefoto.

 

Af Helge Lynggaard

Vestjyllands Andel kunne torsdag eftermiddag holde rejsegilde på en udvidelse af faciliteterne til vareturene på afdelingen i Borris. Vareturene er nemlig mere populære end nogensinde.  

-I takt med at flere og flere mindre grovvareafdelinger er lukket som et led i strukturudviklingen, har vi fået flere kunder. Samtidig er der færre og færre af vores kunder, der selv henter varerne. Det er lettere  for dem at få varerne bragt end selv at hente dem siger direktør Carsten Lauridsen, Vestjyllands Andel.

- Vi byggede faciliteter til vareture i Borris i 2005, hvor vi opførte 6.500 kvadratmeter. Med den nye hal kommer vi op på 10.000 kvadratmeter plus to udleveringsblokke på hver 500 kvadratmeter, fortsætte Carsten Lauridsen.

Han oplyser, at Vestjyllands Andel investerer 12 millioner kroner i de nye faciliteter.

 

Næsten hele Jylland

Kunderne har i dag mulighed for at bestille varer via nettet, og det er der flere og flere kunder, der benytter sig af.

Vestjyllands Andel har vareture, der dækker fra grænsen i syd og op til Limfjorden. Turen går dog også til Mors og Thy, så det er faktisk kun Vendsyssel, som ikke er dækket af vareturene.

- Vi har fire biler, der dækker vareturene, og alle kunder - store som små - har mulighed for at få varer en gang ugentligt, siger Carsten Lauridsen. 

Arbejdet på den nye hal bliver forestået af lokale håndværkere, der har lovet hallen frædig i uge 27 - og vi følger tidsplanen, understreger Carsten Lauridsen.

< Tilbage