< Tilbage

Debatten om dansk mels kvalitet er misvisende20-08-2013 - 21:33

Dansk mel er fremragende til de fleste brød, fastslår direktør Niels Brinch-Nielsen, Valsemøllen A/S

Dansk brødhvede er ikke uegnet til brød, men i den industrielle brødproduktion kræves et lidt højere proteinindhold end dansk hvede har, siger Niels Brinch-Nielsen. Foto: Valsemøllen.

Af Helge Lynggaard

- Dansk brødhvede har glimrende bageegenskaber og giver et rigtig godt og velsmagende brød.

Det fastslår adm. direktør Niels Brinch-Nielsen fra Valsemøllen A/S i lyset af den seneste tids debat, hvor dansk brødhvede er blevet dømt uegnet til brødproduktion.

Det finder Niels Brinch-Nielsen misvisende – og særligt i lyset af hundrede års dansk brødhvedeproduktion.

- Dansk hvede er glimrende til det brød, der bages hos håndværksbagerne, i storkøkkener og i folks private hjem. Langt hovedparten af den brødhvede, vi dyrker herhjemme, bruges i den danske brødproduktion, siger han til Grovvarenyt.

- I den industrielle brødproduktion kræves dog ofte et lidt højere proteinindhold og stabilitet end dansk brødhvede kan levere, så derfor justerer man op med stærk udenlandsk hvede eller dansk vårhvede. Men størsteparten af melet udgøres oftest stadig af dansk hvede, og derfor er påstanden om dansk hvedes mangler for skæv, siger Niels Brinch-Nielsen.

Han fremhæver, at dansk hvede udover sine gode bage-egenskaber også miljømæssigt er at foretrække, da det ikke skal fragtes så langt. Desuden er dansk hvede lig med danske arbejdspladser.

< Tilbage