< Tilbage

Ministre enige om at ny miljøregulering vil tage tid16-09-2013 - 23:09

Hvordan mener den kommende generation, at fremtidens natur og landbrug skal se ud? Det var til debat, da miljøminister Ida Auken og fødevareminister Karen Hækkerup torsdag inviterede unge til debat på Hotel- og Restaurantskolen i København. Her slog ministrene fast, at det kommer til at tage tid, før der kommer ændringer af miljøreguleringerne i landbruget


Af Anette Eckholdt, 
freelance journalist

 

175 unge, hvoraf hovedparten havde baggrund i landbruget, brugte torsdag eftermiddag på at diskutere, natur, miljø og vækst med hinanden og efterfølgende med miljøminister Ida Auken og fødevareminister Karen Hækkerup. 

Ved arrangementet skulle de unge speeddate med hinanden og stemme om centrale spørgsmål, såsom: Hvordan tror I, man bedst kan finansiere forøgelsen af naturarealet i Danmark? 

Hvordan tror I bedst, at man kan formindske næringsstofbalancen på en fair måde? 

Skal landmanden have erstatning? Økologisk produktion er en mulighed for en grøn produktion - hvilke andre muligheder ser I? Hvordan sikres det, at der skabes øget beskæftigelse i Danmark?  

Baggrunden for mødet var de 44 anbefalinger, som Natur- og Landbrugskommissionen offentliggjorde den 18. april i år. Formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild, præsident for Danmarks Naturfredningsforening Ella Maria Bisschop-Larsen og formand for Økologisk Landsforening Per Kølster bidrog også til debatten.

Resultaterne af afstemningerne viste – måske ikke overraskende i det landbrugsdominerende forum – at mere end 80 procent af deltagerne synes, at det er skatteborgerne, der skal betale, hvis vi skal have mere natur i Danmark. 

Halvdelen mener også, at Danmark skal satse på produktion, selvom det koster miljømæssigt. 

Og som svar på, hvilken rolle Danmark skal spille i en verden, hvor efterspørgslen efter fødevarer stiger, svarede 60 procent, at de hellere vil satse på en øget eksport af fx svinekød til Asien end udvikling af højværdiprodukter.  

-Det er utrolig interessant, at halvdelen af forsamlingen mener, at Danmark skal satse på produktion, selvom det koster miljømæssigt. Det indebærer, at udfordringen med, at vi kan blive enige om at følge Natur- og Landbrugskommissionens anbefaling om, at vi skal stå på to ben, hvoraf det ene er natur, bliver uhyre vanskelig at nå, beklagede Ella Maria Bisschop-Larsen.

 

Livlig debat

Generelt var stemningen i debatten både god, konstruktiv og livlig. 

Mange af de unge landmænd roste ministrene og udtrykte store forventninger til det forestående arbejde med Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger. 

Flere understregede, at det haster med at komme videre med målrettede virkemidler, og formand for LandboUngdom Johanne Laursen opfordrede ministrene til at komme ud på landbrugsskolerne og møde fremtidens landmænd og driftsledere og opleve, hvor engagerede de er – også i natur og miljø spørgsmål. 

Hun benyttede også lejligheden til at efterlyse vækstdagsordenen.

-Vi kan alle se, at natur og landbrug kommer til at gå hånd i hånd, men vi har behov for, at der snart kommer handling bag ordene. Og hvordan sikrer vi generationsskifterne fremover, sagde Johanne Laursen.

-Jeg er rigtig glad for, at vi har nogle fælles mål. Jeg tror, at vi kommer til at diskutere vejene derhen rigtig meget, og at vores veje vil komme til at skilles nogle gange, sagde Ida Auken og foreslog, at landbruget – evt. med LandboUngdom i spidsen – laver nogle naturambassadører. Der er jo mange landmænd, som gerne vil lave natur på deres ejendomme og de kunne passende vise vejen for andre.

 

Ingen udspil på vej

Begge ministre understregede, at regeringens udspil om implementering af Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger ikke ligger lige om hjørnet. 

-Vi er så småt gået i gang med at følge op på anbefalingerne. I stedet for at have en ambition om, at det skal gå stærkt, ser jeg hellere, at det bliver meget grundigt. 

Reguleringen i landbruget bærer i dag præg af, at der er lidt for meget fokus på, hvad der kommer ind i stedet for, hvad der kommer ud. Vi skal have en mere målrettet tilgang til miljøreguleringen, og det tager til tid at forbedrede. Det er bedre at give det lidt tid, og få gjort det ordentligt, i stedet for at få gjort det hurtigt, fastslog Karen Hækkerup.

Ida Auken bekræftede, at der ikke kommer noget udspil fra regeringen foreløbig: 

-Det kan blive en temmelig vanskelig styringsmæssig øvelse, som risikerer at blive endnu mere bureaukratisk for landmændene – og så har vi ikke vundet noget. 

Det er derfor vigtigt, at vi får snakket om, hvordan vi gør det på den bedst mulige måde, og at man viser forståelse for, at det kommer til at tage noget tid, hvis vi skal ned og kigge på de enkelte jordforhold, afstrømningsforhold og vandforhold i et område.

Hun påpegede også behovet for en diskussion om, hvorvidt det er samfundet, der skal betale, når der er nogle private lodsejere, som scorer gevinsten, mens andre taber. Eller om der findes en mere solidarisk løsning.

Da formanden for Natur- og Landbrugskommissionen Jørn Jespersen i foråret præsenterede de 44 anbefalinger, understregede han, at de skal ses som en samlet pakke.

-Det er for tidligt at konkretisere, hvad vi kommer med, men det er ikke alle 44 anbefalinger, som bliver til noget. Vi vil forsøge at skabe en balance. Der er nogle af de store hovedanbefalinger, som hænger sammen, men der er også en række små forslag, som ikke er afgørende for det store skift, der er lagt op til i anbefalingerne, sagde Ida Auken.  

Den nye fødevareminister Karen Hækkerup er for øvrigt ikke ked af, at hun bliver kaldt landbrugsvenlig. 

-Det betyder ikke, at jeg ikke også tager hensyn til den grønne dimension. Det er jo ikke noget fremmed synpunkt, at regeringen arbejder på både at få fremmet erhvervets interesser og bæredygtighed, sagde hun og fortsatte.

-For mig har arbejdspladser en højt prioriteret, fordi der går en direkte forbindelse fra erhvervet til de tusindvis af arbejdspladser der er, og den forbindelse vil jeg i en krisetid gerne have særligt fokus på, og sørge for, at der bliver tryghed for de mange mennesker, der arbejder i fødevareerhvervet – det betyder ikke, at det andet ikke også er vigtigt.   

< Tilbage