< Tilbage

Landmænd forventer øget produktion og indkomst04-12-2013 - 17:05

Landmændene forventer generelt stigende produktion og bedre resultater i 2014. Tiltagende vanskeligheder med at skaffe finansiering og opnå miljøgodkendelser kan dog hæmme produktion og investeringer. 


Hver tredje landmand forventer et bedre driftsresultat i 2014, viser en undersøgelse blandt 3.000 landmænd. Arkivfoto: Helge Lynggaard.

 

Næsten fire ud af ti landmænd forventer at øge produktionen i 2014. Også indkomsten ventes at stige i 2014, hvor mere end hver tredje forventer et bedre driftsresultat.

Det viser Landmandsbarometeret, en halvårlig undersøgelse af landmændenes forventninger til fremtiden foretaget af Videncentret for Landbrug. Undersøgelsen er baseret på svar fra mere end 3.000 landmænd.

- Landbrugets priser er gradvis forbedret, og det har øget tiltroen til fremtiden. På det seneste er også mælkeproducenternes forventninger blevet mere positive i lyset af de højere mælkepriser, så alle driftsgrene har nu et flertal, der forventer fremgang i både produktion og indkomst, siger Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef på Videncentret for Landbrug i en kommentar til undersøgelsen.

 

Landbruget hæmmes af manglende finansiering 

Landmandsbarometeret viser dog samtidig, at landmændene oplever svære begrænsninger for at udvide og udvikle deres virksomhed. 44 pct. af landmændene mener, at produktionen begrænses af vanskelig adgang til finansiering, 42 pct. oplever, at de begrænses af lovgivningsmæssige begrænsninger og 30 pct. af manglende miljø- og andre myndighedsgodkendelser. På alle tre områder er der tale om en stigning i forhold til den seneste undersøgelse fra juni 2013.

- Undersøgelsen udstiller et paradoks, for mens der er markante forventninger om at udvide produktionen til gavn for samfundsøkonomien, så er der samtidig store og endda stigende produktionsbegrænsninger på helt centrale områder, påpeger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

- Det hæmmer helt grundlæggende produktion og investeringer i landbruget. Konkurrenceevnen forringes, og der er risiko for, at vi ikke udnytter forbedrede afsætningsmuligheder. Vi sætter vores lid til, at den annoncerede vækstpakke for landbruget kan hjælpe produktion og investeringer på vej, så råvaregrundlaget igen kan vokse og bidrage med vækst og beskæftigelse, siger Martin Merrild.

< Tilbage