< Tilbage

Grovvareselskaber frifindes i retssag om spiret raps08-05-2013 - 00:16

 

DLG og Danish Agro var berettiget til at foretage fradrag for spirede frø i rapsleverancer, fastslår  Sø- og Handelsretten i en dom


Striden mellem landmændene og grovvareselskaberne stod om fradrag for spiret raps. Arkivfoto: Helge Lynggaard

 

Af Helge Lynggaard

DLG og Danish Agro blev tirsdag frifundet i Sø- og Handelsretten i en sag om spiret raps. 

Sagen var anlagt af fire landmænd, der havde leveret raps til grovvareselskaberne, og den blev ført af De Lokale Landmandsforeningers Fællesskab for Principsager, 

Rapsen indeholdt spirede frø, og derfor havde DLG og Danish Agro foretaget fradrag i afregningen. 

Landmændene mente, at grovvareselskaberne ikke var berettigede til at foretage disse fradrag for spirede frø.

Sagen går tilbage til høsten 2010. Ifølge forklaringerne i Sø- og Handelsretten var både landmænd og repræsentanter for grovvareselskaberne enige om, at det var en meget specielt vejrsituation omkring rapsens høsttidspunkt, hvor der faldt store mængder regn.

Det fik gang i spiringen i rapsfrøene i et omfang, som hverken landmænd eller repræsentanter for grovvareselskaberne tidligere havde oplevet.

På grund af de spirede frø foretog både DLG og Danish Agro derfor fradrag i afregningen i forholdet 1:1. 

En af landmændene havde ifølge domsudskriften fra Sø- og Handelsretten helt op til 30 procent spirede frø i en leverance.

Landmændene mente, at grovvareselskaberne ikke var berettiget til at foretage fradrag for spirede frø, og det var ikke nævnt nogen steder i handelsbetingelserne og for eksempel heller ikke i den generelle Høst-information, som selskaberne havde udsendt. 

Grovvareselskaberne påpegede, at det var en helt ny situation med spirede rapsfrø, og derfor var det ikke direkte nævnt i handelsbetingelserne. Men de henholdt sig til, at det i betingelserne til gengæld fremgår, at der skal være tale om ”gode sunde varer”.

 

Forringet kvalitet

Af forklaringerne i Sø- og Handelsretten fremgår det blandt andet, at de spirede frø har forringet kvaliteten af rapsen og dermed handels- og anvendelsesværdien. 

Spiringen forhøjer indholdet af frie fedtsyrer, som betyder, at rapsen ikke kan bruges til for eksempel koldpresset rapsolie til fødevarebrug.

I retten forklarede direktør Fritz Hansen, DAKOFO, at det  i ”Aftale vedr. afregning af korn, ærter og raps” kun nævnes ”kornpartier” i forbindelse med spiring, fordi man kun kendte til spiret korn. Men han understregede, at der lige så godt kunne have stået raps.

- En spiret vare – uanset om det er korn eller raps – er en beskadigt vare. Skaden kan have større eller mindre betydning alt afhængig af, hvad varen skal bruges til. Rug kan ikke bruges til rugbrød, hvis den er spiret, og maltbyg kan ikke bruges til ølproduktion, men begge dele kan bruges til foderkorn, sagde Fritz Hansen, der ifølge domsudskriften ikke husker at have oplevet spiret raps i sine 37 år i branchen.

 

Afgørelsen

I Sø- og Handelsrettens afgørelse hedder det blandt andet, at raps med spirede frø ikke kan anses som en god sund vare. Retten tillægger det heller ikke nogen betydning, at det ikke står direkte anført i aftale- og afregningsvilkårene, at der kan ske prisregulering for spiring i raps, da spiring i raps hidtil havde været et ukendt fænomen.

- Rapsleverancen med spirede frø lider således af en køberetlig mangel, som har berettiget de sagsøgte grovvareselskaber, DLG og Danish Agro, til at foretage forholdsmæssigt fradrag i købsprisen, hedder det i dommen, som frifinder DLG og Danish Agro.

< Tilbage