< Tilbage

Stort rykind hos Mollerup Mølle ved indvielse på Aalborg Havn28-01-2023 - 18:09

Over 600 kunder mødte frem til indvielsen af Mollerups Mølles nye lagerhaller på havnen 

Der var sammensat et helt dagsprogram for indvielsen på Aalborg Havn. Pressefoto.

 

Af Helge Lynggaard

 

Det var en festdag på Aalborg Havn i onsdags. Her fejrede Mollerup Mølle indvielsen af de nye lagerhaller på havnen i selskab med mange af virksomhedens kunder.

 

- Vi havde regnet med 2-300, men der meldte sig 626 deltagere, så det var helt overvældende, siger Søren Rathcke, bestyrelsesformand for Mollerup Mølle A/S.

 

Der var skruet et fuldt dagsprogram sammen, så gæsterne blev bænket med formiddagskaffe og senere frokost, og arrangementet sluttede først midt på eftermiddagen.

 

Den daglige ledelse med Jakob og Holger Pedersen samt Claudio Pelsen fortalte om virksomheden og dens historie og trak linjerne frem til i dag. De fortalte herunder om Mollerup Mølles seneste investeringer og fremtidsplaner, og desuden gav Claudio Pelsen en aktuel orientering om råvaremarkedet. 

 

Nu kunderne var kommet på Aalborg Havn fik de ikke blot lejlighed til at se de nye lagerhaller men også mulighed for at høre om de mange aktiviteter på havnen. Det sidste sørgede Havnens nye direktør, Kristian Thulesen Dahl, for. Den tidligere formand for Dansk Folkeparti fortalte dels om sit eget skifte fra politik til jobbet som havnedirektør, men også om planerne for fremtiden for Aalborg Havn.

 

De mange Mollerup-kunder fik også nogle økonomiske betragtninger med sig hjem fra cheføkonom Jens Schjerning, Agrocura. Han fortalte blandt andet om de forventninger, som han har til konjunkturer, inflation og rente inden for de næste par år.

 

Direktør for Tænketanken Europa, Lykke Friis, var sidste gæst på talerstolen. Den tidligere minister kom vidt omkring i sin tale om udenrigspolitiske forhold lige fra EU til Ukraine, Rusland og de nye tider i Storbritannien.

 

For at kunne huse de mange gæster i januar kulden var der inde i hallen rejst et telt på 25 gange 50 meter, så det kunne opvarmes.

 

- Det var Mollerup Mølles egne medarbejdere, der stod for hele arrangementet undtagen rejsning af telt og tilberedning af maden. Alle ydede en kæmpe indsats, og vi har efterfølgende også fået rigtig mange gode tilbagemeldinger fra vores kunder, siger Søren Rathcke.

 

Vil selv bruge alle fire haller

Der bliver i alt fire nye haller på havnen. Den lagerhal, som blev benyttet i onsdags, stod færdig i august.

 

- Der er allerede gået 50.000 tons afgrøder gennem denne hal, og efter festen i onsdags blev hallen ryddet, da der fredag skal maltbyg ind i hallen, fortæller Søren Rathcke.

 

Den anden hal stod færdig i december, den tredje ventes færdig i løbet af en uges tid mens den sidste skal stå færdig i maj.

 

- Hver hal kan rumme 8-12.000 tons afgrøder. Vi havde egentlig regnet med, at vi ville leje en eller to haller ud, men som situationen ser ud nu, regner vi faktisk med, at vi selv vil råde over dem alle. Dels har vi fået flere afgrøder ind og dels har vi haft lejet noget opbevaring, som vi nu vil reducere, siger Søren Rathcke.

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 4, fredag 27. januar 2023.

 

 

< Tilbage