R2 Agro er skiftet fra at levere ingredienser til minkfoder til at være en international virksomhed med flere forretningsben - og så har medarbejderne en fire-dages arbejdsuge hveranden uge.
Af Helge Lynggaard
R2 Agro A/S i Hedensted har i 2024 opnået den bedste indtjening siden den danske minkproduktion lukkede ned. Overskuddet før skat blev på 9,73 mio. kroner mod 8,49 mio. kroner i 2023. Samtidig voksede bruttoresultatet til godt 38 mio. kroner mod 32,8 mio. kroner 2023, primært drevet af succes på de oversøiske markeder, oplyser R2 Agro i en pressemeddelelse.
Virksomheden har tidligere primært leveret foderprodukter til minkindustrien men har siden gennemgået en transformation til nu at være en global aktør inden for ernæring og fodersupplementer til landbruget.
- Vores ekspansion fra national til international skala samt vores innovative udvikling af nye fodersupplementer har været en drivkraft bag vores succes, og vi ser frem til en spændende fremtid med fortsat vækst og udvikling, siger Peter Skou, CEO for R2 Agro.
Mere frihed til medarbejderne
Selvom R2 Agro har opnået rekordresultater, skal medarbejderne ikke løbe hurtigere. Tværtimod belønnes de med øget fleksibilitet. Som led i virksomhedens fokus på medarbejdernes trivsel er der indført en 9/10-ordning, hvor alle medarbejdere arbejder en fire-dages arbejdsuge hveranden uge.
I 2024 gjorde vi vores 9/10-ordning permanent; en ordning, der havde været i test i perioden 1. januar – 30. juni. Ordningen betyder, at alle har 9/10-fredagsfri hver 2. fredag uden lønnedgang. Kontor og produktion er aldrig lukket, og hverken interne eller eksterne må kunne mærke, at 50 procent af medarbejderne ikke er til stede om fredagen, fremgår det af ledelsesberetningen i årsrapporten, hvor det videre hedder:
- Ordningen er blevet en succes; ikke mindst fordi det har medført, at alle afdelinger har fundet effektiviseringer i arbejdsgange. Når vi har søgt nye kolleger, har der været ekstra mange ansøgninger at vælge imellem, og sidst, men ikke mindst er vores personale topmotiveret for at gå den ekstra mil for at nå vores mål, både økonomisk og socialt.
- Hos R2 Agro tror vi på, at trivsel og frihed øger både motivation og effektivitet. Denne nye ordning giver medarbejderne mere tid til privatliv og fritid, hvilket styrker deres arbejdsglæde og gør os til en endnu mere attraktiv arbejdsplads, siger Peter Skou.
Ny partner
Fra januar 2025 er COO Lars Laursen blevet ny partner i R2 Agro og dermed virksomhedens 10. partner i dens 140-årige historie. Han træder ind i ejerkredsen sammen med brødrene Lars og Peter Skou.
- Med Lars’ tilgang kan vi sætte flueben ved vores kulturelle værdier og manifest. Hans kommercielle styrke, lederskab og evne til at skabe relationer er afgørende for vores fortsatte vækst, siger Lars og Peter Skou.
Artikel fra Grovvarenyt nr. 21 fredag 23. maj 2025