< Tilbage

Fødevareminister Mette Gjerskov: Roser Landbrug & Fødevarer og skoser Bæredygtigt Landbrug18-12-2012 - 23:34

Ministeren burde skamme sig, er reaktionen fra Bæredygtigt Landbrug på ministerens kritik

Mette Gjerskov kritiserer BL’s forslag til alternative virkemidler. Foto: Rune Johansen.

Af Helge Lynggaard 

Der er ikke lige frem optræk til julefred  mellem fødevareminister Mette Gjerskov og direktør Vagn Lundsteen, Bæredygtigt Landbrug efter at organisationen på linje med Landbrug & Fødevarer har indsendt forslag til alternative virkemidler til efterafgrøder.

Ministeren roser Landbrug & Fødevarers forslag, og ifølge Landbrugsavisen.dk siger hun blandt andet:

- Man har virkelig gjort noget ud af at gå i tænkeboks, lavet beregninger og sendt bilag med henvisninger til saglige, dokumenterbare og kontrollerbare løsninger.

Mette Gjerskov vil sende forslagene videre til forskere, der skal beregne effekten af forslagene.

Tol gengæld er ministeren meget skeptisk overfor forslagene fra Bæredygtigt Landbrug.

- Bæredygtigt Landbrug har meldt sig ud for længst. Folk, der ikke vil overholde den eksisterende lovgivning, lytter man altså ikke ret meget til, når den nye skal udformes. Generelt er jeg heller ikke imponeret over deres faglige niveau, sagde Mette Gjerskov til Altinget.dk torsdag.

Den udmelding undrer og forarger direktør Vagn Lundsteen, der i en pressemeddelelse tager skarpt afstand fra ministerens udmelding.

- Vi har anvendt data fra Naturstyrelsens virkemiddelkatalog og alle forslag til virkemidler er testet og fundet virksomme – i modsætning til for eksempel randzonerne, som ministeren trods utallige henvendelser ikke kan eller vil dokumentere effekten af, siger Vagn Lundsteen.

Han giver ikke meget for, at ministeren ifølge Altinget.dk understreger, at alle forslag bliver behandlet på lige fod.

- Når man i samme åndedrag siger, at det faglige niveau ikke er imponerende plus at vi er sådan nogle, man ikke lytter til og alligevel lover, at alle forslag behandles ens, klinger det lidt hult. Og det klæder ikke ministeren at kravle i skyttegraven og angribe troværdigheden hos en organisation, der kæmper for det erhverv, hun skulle være minister for, siger Vagn Lundsteen og slutter med at sige, at ”hun burde skamme sig”.

< Tilbage