< Tilbage

Preben Bach Holm, AU: Planteforædling kan gøres smartere med gmo04-02-2013 - 23:37

Nej, gmo-afgrøder har ikke løst nogen af verdens problemer med hensyn til fødevareforsyningen siden de kom frem i 1996. Til gengæld har de skabt nogle nye problemer, mener Thyge Nygaard, DN

Der var enighed om, at udbytterne på marken skal øges for at sikre fødevareproduktionen, men hvordan det skal ske, var der til gengæld ikke enighed om mellem fra venstre Henning Otte Hansen, Fødevareøkonomisk Institutet, Preben Bach Holm, AU og Thyge Nygaard, DN. Foto: Helge Lynggaard

Af Helge Lynggaard

- Lad os bruge gmo i planteforædlingen, fastslog professor Preben Bach Holm, Forskningscenter Flakkebjerg, Aarhus Universitet på debatmødet på Vestermølle i Skanderborg.

- Jeg mener, at vi i planteforædlingen er kommet dertil, hvor vi er nu, fordi vi har været åbne overfor nye teknologier og det må vi ikke forsøge at bremse. Tænk hvis vi kunne nå dertil, at at vi kunne producere så meget, at vi kunne tagen en tredjedel af det dyrkede areal ud og overlade det til naturen. Så udnyttede vi nogle af de muligheder, som teknologien kunne give os, sagde Preben Bach Holm.

Han understregede, at der ligger langt flere muligheder i planteforædlingen ved at brug gmo.

- Vi vil gerne have lov at lave nogle byg- og hvedesorter, som har en bedre udbytte- og ernæringsmæssig sammensætning. - Gensplejsning ligger meget tæt på kontinuerlig forædling – det er bare smartere, konstaterede Preben Bach Holm og påpegede, at der 16,7 millioner landmænd, der dyrker gmo-afgrøder på 160 millioner hektarer i Syd- og Nordamerika, Asien, Sydafrika og Austrlien samt i Spanien.

- Når round-up resistente afgrøder er blevet populære i USA gennem de seneste 15 år er det fordi det er lettere for landmanden og fordi han tjener penge på det. Han kan så direkte i stubmarken og når afgrøden er kommet op, kan han sprøjte mod ukrudt med roundup.

- Der ligger langt flere muligheder med gensplejsning, konstaterede Preben Bach Holm.

Det var landbrugsfaglig medarbejder i Danmarks Naturfredningsforening Thyge Nygaard langt fra enig i.

- Gmo-afgrøder har ikke løst nogen af verdens problemer med hensyn til fødevareforsyningen siden de kom frem i 1996. Til gengæld har de skabt nogle nye problemer med resistent ukrudt, stigende forbrug af pesticider og resistente skadedyr i majs i USA. Samtidig har det givet en voldsom monopolisering af såsædsmarkedet, for landmanden fraskriver sig retten til at bruge egen såsæd, når han dyrker gmo-afgrøder, sagde Thyge Nygaard.

Han syntes, man skulle bruge ressourcerne på de planteforædlingsteknikker, der kendes i forvejen.

- Jeg er ikke teknologiforskrækket men ser muligheder i genomisk selektion, så vi kan speede forædlingsprocessen op. Vi har en tendens til at gribe teknologien og bruge den uden at tænke helt på følgerne. Det gælder både konventionelt landbrug herhjemme og gmo i udlandet. Vi er ikke kloge nok til at bruge det og i udlandet er myndighederne heller ikke gode nok til at styre det, sagde Thyge Nygaard.

 

 

< Tilbage