< Tilbage

Reguler landbruget lige som industrien10-06-2012 - 13:52

 

Mål udslippet fra landbrug i stedet for at sætte grænser for produktionen, lød det på Landbrug & Fødevarers årsmøde


Flere fødevarer skal produceres med brug af færre ressourcer og mindre belastning af omgivelserne. Det blev understreget på årsmødet i Landbrug & Fødevarer i København torsdag. Arkivfoto: Helge Lynggaard.

 

Af Helge Lynggaard

 

Søren Gade, adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, fik opbakning fra Venstres gruppeformand Kristian Jensen, da han på årsmødet torsdag foreslog at regulere landbruget lige som industrien.

 

- Landbruget bliver styret ved at sætte loft over produktionen. I stedet for burde man se på udledningen, som man gør i industrien, sagde Søren Gade og fortsatte:

 

- Hvis en landmand bygger en ny stald vil produktionen typisk kunne øges med 10-20 procent og samtidig følger der et fald i udledningen. Det vil sige, at vi får øget produktion og valutaindtjening til landet.

 

I debatten på årsmødet fik han fuld opbakning fra Kristian Jensen.

 

- Vi skal taget fat i den måde vi regulerer produktionen på. Vi skal regulere på belastningen i stedet for mængden af dyr. Og der ligger et godt materiale fra den tidligere regering, der kan arbejdes videre på, sagde Kristian Jensen og henviste til hvis man havde sagt til B&O, hvor mange fjernsyn de måtte producere, så havde man aldrig fået et verdensklassefirma.

 

Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr, (SF), ville dog ikke umiddelbart tilslutte sig forslaget, men hun syntes, det lød interessant og henviste til, at spørgsmålet kan tages op i Natur- og landbrugskommissionen.

 

Ud og kigge på randzoner

 

Under debatten høstede forbundsformand Ole Wehlast (NNF) det største bifald, da han fortalte om et besøg hos landmænd i Sønderjylland dagen i forvejen.

 

- Jeg var ude at kigge på randzoner og se, hvilke udfordringer, de giver. Og jeg er nødt til at sige, at jeg godt kan se, at landmændene ramt af nogle urimeligheder, og at også det får nogle konsekvenser for beskæftigelsen. Når der bliver mindre jord kan landmændene producerer færre grise. Jeg vil opfordre politikere til at gøre det samme som mig: Tag ud og få syn for sagen, sagde Ole Wehlast, som i øvrigt kun havde ros til landbruget.

Kommenter artikel


Kommentarer

< Tilbage