Af Helge Lynggaard
Selv om Folketinget med stort flertal har vedtaget de nye pesticidafgifter, træder de ikke i kraft lige med det samme.
- Det kan enten blive fra 1. juli eller fra 1. januar. Og da vi hastigt nærmer os 1. juli er det mest realistisk, at det tidligst bliver 1. januar, siger direktør Helle Græsted Bennedsen, Dansk Planteværn til Grovvare Nyt.
De nye pesticidafgifter skal godkendes af EU, før loven kan træde i kraft. Derfor er der heller ikke sat nogen dato for ikrafttræden i den vedtagne lov.
- Nu kan vi bare vente på at EU siger god for loven eller det modsatte, siger Helle Græsted Bennedsen og understreger, at det ikke kun er en ekspeditionssag for EU.
- Der er foretaget justeringer for bejdsemidler for at gøre det billigere for kartoffelavlere og der er en særlig ordning for produkter, der udelukkende bruges i væksthuse. Det er noget af det, som EU vil kigge nærmere på af konkurrencemæssige hensyn, siger Helle Græsted Bennedsen.
Loven blev vedtaget efter at der under både anden og tredje behandling af lovforslaget slet ikke var nogen diskussion i Folketinget.
- Det kun var Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, der stemte imod, fordi de frygtede, at de nye afgifter kunne få konsekvenser for de mindre afgrøder. Ellers var der enighed om at loven skulle vedtages, siger Helle Græsted Bennedsen.
Dansk Planteværn har tidligere påpeget overfor politikerne, at afgifterne kunne ramme de mindre afgrøder urimeligt hårdt.
- Samtidig har vi udtrykt vores frygt for, at der kan komme resistens overfor visse midler, hvis landmanden bruger de billige midler gentagne gange. Det har vi set i Norge, hvor man har indført tilsvarende afgifter. Desuden har vi påpeget, at antallet af nye midler i Danmark kan bliver reduceret, fordi producenterne anser det danske marked for lille til nye produkter, siger Helle Græsted Bennedsen
Officiel liste med afgifter
Det er endnu ikke muligt at se, hvordan afgifterne rammer de enkelte midler, men ifølge loven skal der udarbejdes en officiel liste, så alle har mulighed for at se afgiften på det enkelte middel.
Det vil selvfølgelig få indflydelse på markedet, når listen kommer, for vi må imødese en vis form for hamstring inden loven træder i kraft, forudser Helle Græsted Bennedsen.