< Tilbage

Vestjyllands Andel satte igen nye rekorder08-07-2012 - 12:36

Omsætningen i koncernen Vestjyllands Andel steg i 2011-2012 til 1,77 milliarder kr., overskuddet blev 78,5 millioner kr., og det udløser en efterbetaling til medlemmerne på 30 mio. kr. 26 millioner kr. af årets resultat er hentet i andre selskaber, som Vestjyllands Andel har aktier i.


Vestjyllands Andel har i det seneste regnskabsår øget den samlede tonnage med fem procent. Detailsalget af foderblandinger steg en procent i mængde i det forløbne år. - Det er meget tilfredsstillende, fordi fremgangen er sket i et marked, der samlet set er reduceret ret meget, siger selskabets direktør Carsten Lauridsen.

 

Vestjyllands Andel har i det netop afsluttede regnskabsår sat nye rekorder på omsætning og overskud, og det udløser en rekord stor efterbetaling til foreningens medlemmer.

Koncernens omsætning i regnskabsåret 2011/2012 blev 1,77 milliarder kr., ca. 15 procent mere end året før. Samlet set blev selskabets tonnage øget med ca. fem procent.

Koncernen præsterede et overskud på 78,5 millioner kr., 6,2 millioner kr. mere end året før, og dermed ny rekord.

Årsresultatet blev langt bedre end de 36 millioner kroner, der var budgetteret med i koncernen.

Det store rekordoverskud udløser også en rekord stor efterbetaling på 30 millioner kr. til foreningens medlemmer.

Egenkapitalen i selve grovvareselskabet Vestjyllands Andel er øget til 429 millioner kr. ved regnskabsårets slutning

mod 368 millioner kr. året før.

Det svarer til en soliditet på 53,4 procent, der dokumenterer, at selskabet er økonomisk meget stærkt rustet.

 

Fair, fast og

troværdig politik

- Det er glædeligt, at vi igen kan præsentere et regnskab, hvor omsætning i både kroner og ton løftes, og at der er et ordentligt økonomisk resultat af årets indsats, siger gdr. Leif Haubjerg, der er formand for Vestjyllands Andel.

- Vi er meget tilfredse med, at vi ud over en pæn efterbetaling er i stand til at konsolidere virksomheden, så vi fortsat har en meget sund grovvarevirksomhed til gavn for landmændene i hele vores område, fortsætter formanden.

- Kvalitet og partnerskab er ikke bare tomme ord i Vestjyllands Andel, men noget som mange landmænd i vores område har fået øjne for og gode erfaringer med, at vi praktiserer.

- Vestjyllands Andel og vores medarbejdere er godt rustede til at tage imod nye kunder i hele Vestjylland og Midtjylland.

- Derfor har vi igen i det seneste regnskabsår kunnet byde mange nye medlemmer velkommen i foreningen, så vi nu har flere end 3.600 medlemmer.

- Vores succes bærer på en måde sig selv som resultat af, at vi gennem alle årene har fastholdt en fair, fast og troværdig

politik i de ting, vi beskæftiger os med, fastslår foreningens formand.

- VestjyllandsAndel er desuden aktiv i den udvikling, som forretninger i DLAGroup i fællesskab har gennemført i Danmark og andre lande i de senere år.

- De selskaber, vi har aktier i, har bidraget med 26 millioner kr. til årets resultat i Vestjyllands Andel.

- Det er absolut tilfredsstillende, tilføjer Leif Haubjerg.

 

Øget salg af foder

og andre varer

- Vi har igen i det seneste år valgt at ”gå long” på korn, råvarer og på andre varer.

- Det betyder, at vi i årets løb har købt en del varer, som vi ikke allerede har solgt på det tidspunkt, hvor vi køber.

- Den politik har vi tjent rigtig godt på i det forløbne år, hvor priserne har været stadig stigende, oplyser direktør Carsten Lauridsen, VestjyllandsAndel.

- Industriafgrøder, maltbyg, rapsfrø, økologisk brødkorn og andre varer har også givet en god fortjeneste.

- Alt i alt er der tale om en kombination af held og strategi, forklarer Carsten Lauridsen.

Kommenter artikel


(Kommentarer skal godkendes før de bliver vist)

Kommentarer

< Tilbage