< Tilbage

Landets største stålsilo er nu i drift i Hornsyld20-08-2012 - 11:24

I søndags blev det første korn fragtet op i landets største stålsilo, der er kombineret med et tårntørreri, der kan tørre 130-150 tons fire procent ned i timen

Foran det nye siloanlæg ses fra venstre Torben Klerke, Lars Christensen og Martin Mortensen, Hornsyld Købmandsgaard og yderst til højre Michael Thomsen, Dan-Corn. Foto: Helge Lynggaard.

Af Helge Lynggaard

Det er formentlig landets største stålsilo, der i de seneste fire måneder er skudt op i Hornsyld.

Det mener i hvert fald leverandøren af siloen, Dan-Corn, som har leveret det nye anlæg til Hornsyld Købmandsgaard, der hermed har fået øget kapacitet på tørreri og lagerplads.

- Her kan vi tørre 130-150 tons korn fire procent ned i timen, fortæller direktør Lars Christensen, Hornsyld Købmandsgaard, der præsenterer det nye anlæg for Grovvarenyt sammen med projektkonsulent Michael Thomsen, Dan-Corn, der har stået for projektet.

- Anlægget består af lagersilo med plads til 8.000 tons korn i ét rum. Ved siden af står en forsilo med plads til 850 tons korn. Dens opgave er at fodre tørreriet med korn, så det kan køre kontinuerligt, fortæller Michael Thomsen.

Mens selve lagersiloen er 27 meter høj, er den godt 24,25 meter i diameter.

Om baggrunden for at investere i det nye anlæg siger Lars Christensen:

- Vi får stadig større mænger korn i høst, for vi udvider vores markedsandel. Derfor er vi nødt til at sikre, at vi har den nødvendige kapacitet. Efter to vanskelige høstår måtte vi konstatere, at vores kapacitet lå lige på vippen. Og vi tror på, at det er bedre at have lidt overkapacitet, så vi virkelig kan tage fra under høst.

- Men det er ikke kun et spørgsmål om kapacitet. Det handler også om at kunne behandle kornet bedst muligt, så vi kan sikre kvaliteten, siger Lars Christensen, der ikke lægger skjul på, at det er en fordel af have Dan-Corn tæt på.

Virksomheden ligger kun 10-12 kilometer herfra, så de har selvfølgelig også en interesse i at få det nye anlæg sat op tæt på, så det kan tjene som demonstrationsanlæg, siger Lars Christensen.

Kraftigt flow på påslaget

Der er heftig trafik på pladsen foran den nye stålsilo denne eftermiddag. Lastvogne og traktorer holder på række for at læsse korn af.

Men de kommer ikke til at vente længe.

Der er et ganske kraftigt flow i trafikken hen over påslaget, hvorunder der er plads til 35 tons korn. Lige så hurtigt som kornet bliver læsset af forsvinder det ned under risten. Herfra løftes det med en kapacitet på 250 tons korn pr. time ud i det nye anlæg.

- Er kornet vådt, kan det føres direkte til tørreriet eller over i forsiloen. Er kornet tørt, kan det køres direkte op i lagersiloen, fortæller Michael Thomsen.

Anlægget er det første af sin art i Europa. Det kommer fra USA, hvor det er kendt og velafprøvet.

- Vi har haft en supervisor fra USA til at hjælpe med at styre monteringen af det nye anlæg, og dermed skulle vi være i stand til at selv at stå for anlæggene fremover, siger Michael Thomsen.

Der er ikke mange tørrerier i Europa, der har den kapacitet, som vi ser her. Når tørreriet har så stor kapacitet skyldes det både højden og den måde, der tørres på. Tørreriet har en inderkerne og en yderkerne, og mellem de to løber kornet, når det tørres.

I den nederste tredjedel af tørreriet suges luften ind udefra gennem perforerede plader. Her bliver luften forvarmet af køleluften, og dermed skal der ikke bruges så meget energi på at opvarme den igen. Indvendig sidder der tre blæsere samt en meget stor gasbrænder, forklarer Michael Thomsen.

 

< Tilbage