< Tilbage

Mere fuglefløjt og flere arbejdspladser22-05-2013 - 06:52

To ministre inviterede til debat i Århus om de 44 anbefalinger fra Natur- og Landbrugskommissionen. Der kommer flere debatmøder i de kommende måneder


Fødevareminister Mette Gjerskov, dagens ordstyrer, lytter til Jørn Jespersens indlæg om kommissionens anbefalinger. Foto. Helge Lynggaard.

Af Helge Lynggaard

 

Der var ikke mindre end 160 deltagere, der havde lyst til at deltage og overvære debatten, da fødevareminister Mette Gjerskov (S) og miljøminister Pia Olsen Dyhr (SF) torsdag i denne uge havde inviteret til offentlig debat om anbefalingerne fra Natur- og Landbrugskommissionen.

Kommissionen afsluttede sit arbejde for en måned siden med 44 anbefalinger til blandt andet, hvordan både landbrug, natur og miljø kan styrkes i fremtiden.

- Vi har forsøgt at finde frem til nogle anbefalinger, som er politisk realiserbare og som i praksis kan gennemføres, sagde Jørn Jespersen, nu forhenværende formand for kommissionen i et indlæg på debatmødet.

Han glædede sig over, at kommissionens anbefalinger er blevet taget rigtigt godt imod.

Han gjorde samtidig opmærksom på, at de 44 anbefalinger er en samlet pakke.

- Det er ikke sådan, at man bare kan plukke nogle af de enkelte anbefalinger, for så hænger tingene ikke sammen, sagde Jørn Jespersen, der understregede, at det er vigtigt, at natur, miljø og landbrug finder sammen for ellers bliver det som tidligere, hvor parterne står i hvert sit hjørne og råber af hinanden. Vil man finde frem til løsninger, er det nødvendigt med en konstruktiv debat.

Mette Gjerskov var meget begejstret over den store interesse for mødet, og hun fremhævede ved mødets slutning, at hun fornemmede en stor utålmodighed med at komme i gang med at udmønte anfalingerne i praksis.

- Det kræver dialog, hvis vi skal have udmøntet de 44 anbefalinger fra Natur- og Landbrugskommissionen. 

- Det handler om, at vi gerne vil have mere fuglefløjt og flere arbejdspladser. Samtidig vil vi ikke give hverken landbruget eller naturen videre til næsten generation som et håndværkertilbud, sage Mette Gjerskov. 

Mødet i Århus var det første i en række offenlige møder. Det næste holdes i forbindelse med folkemøderne på Bornholm i slutningen af juni. Derefter bliver der to yderligere debatmøder i august og september, men de er ifølge Grovvarenyts oplysninger ikke nærmere fastlagt endnu.

< Tilbage