< Tilbage

DLF-Trifolium er klar med nyt højlager ved Odense28-08-2012 - 10:41

Nyt højlager på 9.500 kvadratmeter vil gøre produktion og håndtering mere effektiv


DLF-Trifoliums nye højlager til kasserne med frø, som kan huse 7.800 kasser med hver 800-1.000 kg frø. Fotos: Helge Lynggaard.

 Af Helge Lynggaard

DLF-Trifoliums nye højlager og kontorfaciliteter i Højme ved Odense er nu ved at blive taget i brug efter at der har været byggeaktiviteter på stedet i det sidste års tid.

På det nye højlager står de store kasser med hver 800-1.000 kg frø stablet oven på hinanden. Otte styk i højden.

- Hele ideen med højlageret er, at vi kan pille en hvilken som helst kasse ud uden at skulle flytte på andre kasser. Det giver meget større fleksibilitet, for der skal ikke flyttes så mange kasser i den daglige drift, fortæller driftsleder Jack Runge Walter til Grovvarenyt under en rundvisning på det nye lager.

Lageret er opbygget af mobilreoler, så der altid kun er en enkelt gang åben mellem reolerne. De flyttes bare efter behov.  

- Det giver sammen med udnyttelsen i højden en særdeles god udnyttelse af pladsen og reducerer investeringen i lageret, hvor der er plads til 7.400 paller eller lagerkasser, siger Jack Runge Walter.

I det nye byggeri er der også indrettet nye blande- og pakkefaciliteter.

- Vi har nu fem pakkelinjer. En af pakkelinjerne er tilkoblet et bejdseanlæg, og det gør det muligt at køre med forskellige størrelser sække, æsker eller folieposer eller køre med eller uden bejdsning samtidig. Desuden har vi gjort det meget mere rationelt, når de enkelte ordrer skal produceres. Hele vores it-kommunikation i driften kører over trådløs forbindelse. 

Det gør det blandt andet muligt for truckføreren at se på sin skærm, hvilke kasser, han skal bruge. Og systemet sørger selv for, at der ikke tages mere frø fra kassen end ordren kræver, fortæller Jack Runge Walter.

Når blande- og pakkefaciliteterne er kommet i fuld drift, vil der kunne køres 30 tons frø igennem i timen. Det er mere end en fordobling i forhold til tidligere.

Både pakkelinjen til bigbags og pakkelinjen med bejdseanlæg er allerede i drift. De resterende linjer bliver klargjort efterhånden som maskiner og inventar er blevet flyttet fra det gamle anlæg i Dyrup. Det nye lager og kontorfaciliteterne bliver officielt indviet fredag den 14. september.

< Tilbage