< Tilbage

Landbrug & Fødevarer: Bæredygtigt Landbrug har misforstået noget23-09-2011 - 22:50

Promillepengene tilfalder ikke Axelborg, men går direkte til Skejby, og det er politikerne, der laver forlig, og interesseorganisationerne, siger Niels Jørgen Pedersen, formand for L&F i et svar på sidste uges kritik fra Bæredygtigt Landbrug

- Landbrug & Fødevarer betaler årligt et tocifret millionbeløb, som bidrager til at skabe det stærke faglige miljø som landbruget har siddende i VFL - herunder på miljøområdet. Og den støtte agter vi at blive med at give, siger Niels Jørgen Pedersen.

 

Af Helge Lynggaard

 

Niels Jørgen Pedersen, formand for Landbrug & Fødevarer stiller sig uforstående overfor Bæredygtigt Landbrugs direktør, Vagn Lundsteens udtalelser i Grovvarenyt i sidste uge.

 

Her krævede Vagn Lundsteen indflydelse, så der ikke fremadrettet må laves forlig på landbrugsområdet uden at Bæredygtigt Landbrug er ind over. 

 

- Jeg stiller mig ærligt talt noget uforstående overfor de udtalelser som Bæredygtigt Landbrugs direktør fremkommer med. Men jeg vil meget gerne slå en ting fast – det er politikerne der laver forlig, ikke interesseorganisationerne. Vores opgave er at påvirke beslutningsprocesserne og skabe de bedst mulige vilkår for vores medlemmer, og det har tænkt os at blive ved med – men de politiske forlig bliver altså indgået på Christiansborg, ikke på Axelborg, siger Niels Jørgen Pedersen i en skriftlig kommentar til Grovvarenyt.

 

Kappe båndene mellem Axelborg og Skejby

 

I sidste uge krævede Vagn Lundsteen desuden, at båndene mellem Axelborg og Skejby bliver kappet, så det bliver et rådgivningssystem uden indflydelse fra Axelborg.

 

- Det betyder, at de promillepenge, der i dag tilfalder Axelborg, skal tilføres direkte til Skejby til glæde for danske forskning og forsøgsvirksomhed, sagde Vagn Lundsteen.

 

Hertil svarer Niels Jørgen Pedersen:

 

- Der er altså noget her, som Vagn Lundsteen har misforstået. Promillepengene tilfalder ikke Axelborg, men går direkte til Skejby. Der er altså ikke tale om, at Landbrug & Fødevarer fordeler penge videre til VFL – Videncentret for Landbrug.

 

- Processen er, at VFL søger promilleafgiftsfondens bestyrelse om midler, og får støtten bevilget direkte derfra.

 

- Det er de lokale foreninger som selv bestemmer, hvorvidt de vil drive rådgivning eller ej. Min holdning er at samarbejdet i Dansk Landbrugsrådgivning fungerer godt, siger Niels Jørgen Pedersen.

 

- Og lad mig så lige slå én ting helt fast – rådgivningen sender ikke penge til Axelborg, tværtimod går det den anden vej. Landbrug & Fødevarer betaler årligt et tocifret millionbeløb, som bidrager til at skabe det stærke faglige miljø som landbruget har siddende i VFL – herunder miljøområdet. Og den støtte agter vi at blive med at give, siger Niels Jørgen Pedersen.

Kommenter artikel


Kommentarer

< Tilbage