< Tilbage

Politikere bør læse et indlæg om vandmiljø fra svensk oceanograf23-10-2011 - 11:55

Og derpå bør den danske forskning i vandmiljø undergå en international bedømmelse, før man fortsætter den ensidige danske jagt på kvælstof fra dansk landbrug

Den smukke Århusbugt var i mange år ramt af iltsvind og fiskedød. Mange har undret sig over, at det alene skulle kunne skyldes udledninger af kvælstof fra dansk landbrug. En international bedømmelse af dansk vandmiljøforskning vil givet sætte nyt lys på årsager til iltsvind og fiskedød. Foto: Helge Lynggaard


Dansk forskning og dansk politik på vandmiljø og landbrug har i årtier alene fokuseret på, at kvælstof fra dansk landbrug spiller den helt afgørende rolle for vandmiljø i danske fjorde og kystnære områder.

 

Den politik har for længe siden passeret den grænse, hvor restriktionerne koster både udbytte og kvalitet på afgrøderne, og hvor danske landmænds fagligt baserede driftsledelse er tilsidesat af de offentlige krav, som er baseret på, at forbruget af kvælstof skal reduceres stadig mere og mere.

 

Der er nu krav om, at den politik bliver strammet yderligere med vandmiljøplaner og afgifter på kvælstof.

 

Inden man går så langt, bør danske politikere blandt andet læse et indlæg, som den svenske forsker i oceanografi, doktor Daniel Hansson skrev på sin hjemmeside tirsdag i denne uge. Politikerne bør også studere andre udenlandske kilder på området.

 

Og derpå bør den danske forskning i vandmiljø undergå en international bedømmelse, før man fortsætter den ensidige danske jagt på kvælstof fra landbruget.


Iltsvind skyldes ofte

rent fysiske forhold 

 

Indlægget har titlen: Danmark har ärvt den övergivna svenska kvävebubblan.

Næsten hele indlægget er skrevet på dansk, og det handler bl.a. om, at der er mange andre årsager til iltsvind end udledninger af kvælstof fra landbruget. Det gælder især specifikke forhold for den enkelt fjord eller det enkelt vandområde. Desuden påviser Daniel Hansson, at fosfor spiller en meget stor rolle for iltsvind, og at kvælstof fra atmosfæren spiller en stor rolle for algevækst og iltsvind i Østersøen.  

 

“Iltsvind er ikke primært et landbrugsproblem. Det kan det være, men i mange tilfælde er de rene fysiske forhold, nemlig hvordan havet fungerer, vigtigere. Langs den svenske vestkyst findes mange fjorde, der har svært iltsvind. Ingen af dem er overgødede. På samme måde er fjorden med "verdensrekord" i iltsvind (Framvaren i Norge), ikke overgødet – og der bor i øvrigt kun nogle få mennesker i dens dræneringsområde.”

 

Det skrev Daniel Hansson til Grovvarenyt mandag aften.

 

For at understrege sin uafhængighed som forsker, ønsker Daniel Hansson ikke, at teksten fra hans hjemmeside bliver til en artikel i Grovvarenyt – eller andre medier.

 

Men, vi er velkomne til at bringe et link til teksten. Artiklen findes på: http://danielhansson.se/danmark-har-arvt-den-overgivna-svenska-kvavebubblan/

 

Daniel Hansson

 

Daniel Hansson er født i Lysekil på  den svenske vestkyst i 1980.

 

Han er uddannet i miljøvidenskab og doktor i oceanografi ved Gøteborgs Universitet, hvor han er forsker med iltsvind og vandmiljø som speciale. 

 

Daniel Hansson bor i Nordjylland.

 

Grovvarenyts læsere er velkomne til at sende ovenstående, inkl. link til Daniel Hanssons artikel, videre til alle, der har brug for ny og mere alsidig viden om vandmiljø.

 

Gunner Buck

Kommenter artikel


Kommentarer

< Tilbage