< Tilbage

Agro Korn og Hornsyld Købmandsgaard etablerer ny sojaproteinfabrik07-01-2012 - 00:21

De to grovvarevirksomheder bygger ny fabrik i Hornsyld, hvor der skal produceres nye sojaproteinprodukter til fødevareindustrien

 

Af Helge Lynggaard

 

I løbet af foråret begynder byggeriet af en ny fabrik, hvor Agro Korn a/s og Hornsyld Købmandsgaard A/S sammen vil producere nye sojaproteinprodukter.

Det er et helt nyt samarbejde, de to jyske grovvarevirksomheder hermed indleder, og til formålet har de stiftet selskabet TripleA A/S.

Agro Korn har i omkring fem år arbejdet på at udvikle et nyt sojaproteinprodukt i tæt samarbejde med forskere fra Københavns Universitet.

- Nu har vi fundet den rette produktionsmetode til det nye produkt. Derfor skulle vi etablere en fabrik til produktionen, men fabrikken har et omfang både økonomisk og pladsmæssigt, som vi havde vanskeligt ved at løfte alene, siger direktør Anton Aarup, Agro Korn til Grovvarenyt.

Hornsyld Købmandsgaard har netop overtaget en tidligere møbelfabrik, hvor det er besluttet at etablere den nye fabrik. Når fabriksanlægget er udbygget, forventes det at lægge beslag på cirka 4.000 kvadratmeter.

- Vi vil udnytte de kompetencer, der er i de to virksomheder. Det betyder, at Agro Korn står for forædling, udvikling og salg af de nye sojaproteinprodukter. Hornsyld Købmandsgaard vil have ansvaret for indkøb, produktion og ledelse af den nye fabrik, siger direktør Lars Christensen, Hornsyld Købmandsgaard.

Begge parter glæder sig over det nye samarbejde, der medvirker til at sikre en fortsat udvikling af begge forretninger.

 

Til fødevareindustrien

 

De nye sojaproteinprodukter forventes primært at skulle afsættes til fødevareindustrien på eksportmarkederne.

- Den nye produktion ændrer ikke på, at vi fortsat vil producere og sælge de allerede kendte AlphaSoy produkter til dyr, siger Anton Aarup, Agro Korn.

Det nye fabriksanlæg, som bliver fødevaregodkendt, ventes at stå færdigt i begyndelsen af 2013.

- Når vi går i gang med dette projekt, er det fordi, der er et stigende behov for protein – ikke bare i Danmark men over alt i verden. Vi mener, at vi kan være med til at dække dette behov, for vi får en miljøvenlig produktion, som er meget konkurrencedygtig. Det skyldes den nyudviklede metode, som er patentanmeldt og meget skånsom overfor proteinet. Konceptet for fabrikken betyder, at der også vil kunne anvendes andre råvarer i produktionen, siger Anton Aarup.

 

Kører i døgndrift

 

En af forskerne bag den nye produktionsmetode, biolog Marianne Madsen, er i dag ansat hos Agro Korn.

- Det er en meget videnstung produktion, vi går ind i. Selve produktionsanlægget skal køre i døgndrift og kan passes af en enkelt medarbejder, så fabrikken vil på sigt give arbejde til otte-ti medarbejdere, skønner Lars Christensen.

Til at forestå etableringen af det nye fabriksanlæg har de to virksomheder nedsat en projektgruppe, der har Agro Korns bestyrelsesformand Gert Kristiansen som formand. De øvrige deltagere er Niels Jørgen Madsen og Anton Aarup, Agro Korn og Benny Mortensen og Lars Christensen, Hornsyld Købmandsgaard.

 

 

Kommenter artikel


Kommentarer

< Tilbage