< Tilbage

Danish Agro stiler efter en vækst på 10-12 procent årligt 08-02-2012 - 10:56

Væksten vil ske i udlandet, for koncernchef Christian Junker har ingen forventninger til, at det danske marked for grovvarer vil vokse 

Administrationsbygningen i Galten, der ses forrest i billedet, er hovedkontor for Danish Agros datterselskabsaktiviteter, mens moderselskabet bliver ledet fra Karise. Foto: Danish Agro.

Af Helge Lynggaard

 

I løbet af de næste fem år stiler Danish Agro efter en samlet vækst på omkring 50 procent eller 10-12 procent årligt. Men det bliver ikke på det hjemlige marked, at denne vækst skal opnås men i CEE landene – de midt- og østeuropæiske lande.

- Vi kan ikke se andre muligheder, end at væksten må ske i udlandet, fastslår Danish Agros koncernchef Christian Junker overfor Grovvarenyt.

- Vi har ingen forventninger om, at totalmarkedet i Danmark vokser. Primærlandbruget har det vanskeligt og strukturudviklingen gør, at der er flere og flere opgaver, som landmændene selv håndterer og derfor bliver aktivitetsniveauet ikke større. Derfor er konsolideringsmulighederne også meget begrænsede, og derfor tror vi ikke på, at der skabes nogen vækst i Danmark, fortsætter Christian Junker.

Danish Agro arbejder efter Strategiplan 2016, hvor der stiles efter en vækst på 10-12 procent om året.

- Det mener vi både at have kapital og ledelseskraft til. Vi mener også, vi har en række selskaber på forskellige produktområder at byde ind med. I første halvår af 2012 følger vi den strategi, vi har kørt de senere år med vægt på konsolidering. Og så vil vi i anden halvdel af 2012 begynde at sætte retning efter en styret vækst på 10-12 procent om året Vi vil fokusere på de midt- og østeuropæiske lande efter vi har haft gode erfaringer med vore aktiviteter i Baltikum.

- Vil væksten her så ske gennem opkøb af grovvareselskaber?

- Det vil jeg anse som naturligt, men jeg afviser heller ikke strategiske alliancer. Vi har jo et tæt samarbejde med Vestjyllands Andel omkring hele internationaliseringen i DLA, og på nogle områder kan det måske være rigtigt at indgå nogle joint ventures, men det bliver ikke mange og det bliver ikke med mange forskellige, understreger Christian Junker.

 

Maskinhandel

I Østeuropa er det naturligt, at der ved siden af traditionel grovvarehandel er maskinhandel og –servicering.

- Vi må erkende, at det i Østeuropa ikke er nemt af adskille de ting. Vi har hidtil sagt, at vi ikke vil have maskinhandel ind, men det bløder vi nok lidt op på i vores nye strategiplan. Hvis det er nødvendigt, så er vi parate til at kigge på det med mere positiv øjne end vi har gjort tidligere, siger Christian Junker, der understreger, at Danish Agro ikke har planer om at skulle ind i maskinhandel i Danmark.

Kommenter artikel


Kommentarer

< Tilbage