< Tilbage

Dansk grisekød og mælk blandt det mest klimaeffektive13-06-2020 - 16:34

En ny analyse, som Landbrug og Fødevarer har bedt World Ressources Institute om at få lavet, viser, at Danmark er blandt de mest klimaeffektive i verden til at producere grisekød og mælk

Danske mælkeprodukter er blandt de mest klimavenlige ifølge den nye analyse. Foto: Anne-Mette Engelbrecht.

Af Anya Engelbrecht

 

Når det kommer til produktion af klimavenligt grisekød, ligger vi helt i top. Kigger vi på mejeriprodukter, har vi en tredjeplads efter USA og Holland. 

 

Det er konklusionen på en ny analyse, som World Ressources Institute har lavet for Landbrug og Fødevarer. 

 

Analysen kigger på udledningen af drivhusgas fra produktion af grisekød og mælkeprodukter i Danmark og en række sammenlignelige lande. I analysen af produktion af mælkeprodukter indgik 13 lande, og i analysen af produktion af svinekød indgik 11 lande. Det bliver understreget, at landene med topplacering  ligger så tæt, at usikkerhedsfaktorer kan have været afgørende for placeringerne.

Landbrug og Fødevarer er godt tilfredse med resultaterne af analysen.

 

- Der er grund til stolthed over den position. Det er tydeligt, at det ikke er tomme ord, når vi hævder, at dansk fødevareproduktion er noget af det bedste i verden, skriver Anne Lawaetz Arhnung, adm. direktør, Landbrug og Fødevarer, i et opslag om rapporten på LinkedIn. 

 

Direktøren skriver videre, at det dog ikke er nok, for ambitionen i den danske fødevaresektor er ikke kun at fastholde toppositionen. Sektoren vil også udvikle fremtidens løsninger for effektiv og grøn fødevareproduktion.

 

- Hver gang vi slagter en gris i Danmark, har vi sparet kloden for en klimabelastning, da grisen ellers var blevet slagtet i et mindre klimaeffektivt land. Det er stærkt. Vores mål er, at fødevareproduktionen skal være klimaneutral i 2050, lyder det fra Anne Lawaetz Arhnung, som fortsætter:

 

- Den vision er voldsomt stor og skal vi leve op til den, så kræver det en enorm fælles indsats fra alle aktører; landmænd, fødevarevirksomheder, forskere, politikere. Skal vi være i stand til at gøre vision til virkelighed, skal fødevareproduktionen i Danmark have en størrelse, så vi kan lære, erfare og skabe den nye viden til gavn for alle.

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 24,  fredag 12. juni 2020

< Tilbage