< Tilbage

DLG opgiver planer om en ny vitamin- og mineralfabrik15-08-2022 - 10:49

DLG-koncernen har lagt planer om en ny Vilofoss-vitaminfabrik i Brædstrup til et trecifret millionbeløb på hylden 

Der var store forventninger til den nye fabrik, da der blev taget første spadestik i oktober sidste år.

 

Af Helge Lynggaard

 

I oktober sidste år blev der udtrykt store forventninger til det forestående byggeri af Europas mest moderne vitamin- og miniralfabrik i Brædstrup. Det første spadestik til den nye fabrik blev markeret.

Men her ti måneder efter det første spadestik er der stadig ikke kommet gang i byggeriet - og det kommer der heller ikke.

 

 - Projektet er lagt i mølposen, siger koncernchef Kristian Hundebøll til Grovvarenyt.

Planerne var ellers en topmoderne fabrik med en kapacitet på 50.000 tons. Der var tale om en investering på et trecifret milllionbeløb.

 

- Vi må konstatere, at verden har bevæget sig, siden vi traf beslutningen om en ny fabrik for tre år siden, siger Kristian Hundebøll og understreger, at det er vigtigt hele tiden at være på forkant og kunne justere sine planer.

 

- På grund af de høje priser på materialer til at bygge sådan en fabrik, har kalkulen ikke rigtigt kunne hænge sammen. Det er sket samtidig med, at efterspørgslen efter grisefoder er faldet, hvilket også påvirker salget af vitaminer og mineraler. Derfor er det  oprindelige projekt lagt i skuffen, og i stedet for vil vi komme med en justeret udgave.

 

Kristian Hundebøll oplyser, at den eksisterende vitamin- og mineralfabrik i Brædstrup i stedet for vil blive moderniseret.

 

- Vi vil optimere inden for de bestående rammer. Det vil omfatte en modernisering og på enkelte områder også en udvidelse, og det bliver en investering på et lidt andet niveau end vi oprindelig havde planlagt.

 

Kristian Hundebøll var med til at tage første spadestik til den plangte fabrik sidste år. Men længere kom byggeprojeket aldrig.

 

- Der er hverken gravet ud  eller bygget noget, siden vi tog første spadestik, siger Kristian Hundebøll.

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 32, fredag 12. august 2022

< Tilbage