På landbrugsområdet ser koncernchef Peter Engberg Jensen, Nykredit, flere positive signaler på en vending i økonomien
Af Helge Lynggaard
- Jeg tror på, at det kommer til at gå hurtigere fremad med økonomien i Danmark end i de fleste andre europæiske lande, for vi står i øjeblikket i en langt bedre økonomisk situation, sagde koncernchef Peter Engberg Jensen, Nykredit på Kvægkongres 2012 i Herning.
Han begrundede det med, at vi i Danmark har et lavere statsunderskud og en lavere statsgæld end andre lande og vi har desuden et overskud på 100 milliarder kroner på betalingsbalancen.
- Det betyder utroligt meget. I 1980’erne, da vi sidst havde krise herhjemme, var der underskud på betalingsbalancen. Derfor er vi nu i en fantastisk situation, sagde Peter Engberg Jensen.
Han understregede, at den store udfordring er tillid.
Hvis der ikke er forbrugertillid til fremtiden, bruger vi ikke penge, så meget af løsninger et et spørgsmål om tillid til fremtiden.
- På grund af krisen og manglende tillid har vi alle sammen skruet ned for forbruget og virksomhederne for investeringerne.
- Danske virksomheder sparer 150 milliarder kroner op om året for tiden. I 2006 lige før den finansielle krise startede, lå virksomhedernes opsparing tæt på nul, for de investerede de penge, der blev tjent. Omvendt med forbrugerne. De brugte flere penge end de tjente og havde et underskud på 50 milliarder. I dag er de i nul.
- Til gengæld har vi et statsunderskud, fordi staten kæmper en sej kamp for at få gang i økonomien.
Tegn på vending
På landbrugsområdet pegede Peter Engberg Jensen på, at der er flere positive signaler og tegn på en vending.
- Vi har fået en tilpasning af prisen på jord, så der er bedre overensstemmelse mellem det, som produktionen kan skabe og med de renter og omkostninger, som købet indebærer.
Når man ser de kraftige udmeldinger om jordprisfald skal man måske lige se på, hvordan det ser ud andre steder. Så vidt jeg ved, er de danske jordpriser på niveau eller lidt lavere end i Skåne, Nordtyskland, England og Holland.
- Jeg synes, at bytteforhold og det lave renteniveau burde tilsige, at der er en vending på vej. Det handler meget om at få psyken med, så vi tror på at glasset er halvt fuldt og ikke halvt tomt, for det handler om tillid til fremtiden, sagde Peter Engberg Jensen til de omkring 1.200 landmænd, konsulenter og gæster, der deltog i Kvægkongres 2012.