< Tilbage

Brancheorganisation sætter kartoflen på klimadagsordenen26-08-2019 - 11:11

Ny pjece fra Danske Kartofler sætter fokus på, at kartofler er en af de danske fødevarer med 

lavest klimapåvirkning

Kartoflen er en af de fødevarer, der har den laveste klimapåvirkning, understreger Danske Kartoflers formand, Carl Heiselberg, der viser den nye pjece om klimakartoflen. Pressefoto.

Vil du spise klimavenligt, skal der kartofler på tallerkenen. Kartofler er nemlig en af de mest klimavenlige fødevarer, du kan spise.

 

Det skriver brancheorganisationen Danske Kartofler i en pressemeddelelse i forbindelse med lanceringen af den nye pjece ”Vi kalder den klimakartoflen”. 

 

Heri bliver der sat fokus på, at kartofler er et godt valg, hvis man vil være mæt med et lavt klimaaftryk. 

 

- Kartofler er en af de dansk producerede fødevarer, der har den lavest klimapåvirkning, viser beregninger fra tænketanken Concito. Som kartoffelavler glæder det mig rigtigt meget, at vi som landmænd kan producere fødevarer, som ligger helt i bund, når det gælder klimapåvirkningen, siger Carl Heiselberg, Vojens, formand for Danske Kartofler.

 

Mens dansk producerede kartofler har en gennemsnitlig udledning på 0,2 kg CO2e per kg fødevare, har rugbrød 0,8, pasta 1,2, grisekød 4,6 og oksekød 13,9 kg.

 

CO2e er betegnelse for den samlede klimapåvirkning omregnet til CO2 , heri indregnet andre drivhusgasser end CO2.

 

Kartoflerne klarer sig rigtigt godt over for blandt andet ris og pasta, som ofte er alternativer til kartoflerne. Et kg ris har samme klimabelastning som 16 kg kartofler, og et kg pasta belaster klimaet lige så meget som seks kg kartofler.

 

Det lave klimaaftryk fra kartofler overrasker ikke Carl Heiselberg.

 

- Kartofler er først og fremmest klimavenlige, fordi de har et højt udbytte per hektar i forhold til andre afgrøder. Derved får man mere mad for den CO2-udledning, der kommer ved at passe marken, siger Carl Heiselberg og tilføjer:

 

- Hvis man vil spise klimavenligt, er det bedst at vælge lokalt producerede fødevarer, også når det gælder kartofler. Transport udleder CO2, og derfor er det bedst at begrænse transport af fødevarer mest muligt.

 

Pjecen er et led i Danske Kartoflers aktiviteter for at øge forbrugernes kendskab til kartoflernes gode egenskaber og supplerer blandt andet facebooksiden Danske Kartofler.

 

Se pjecen her

 

Artikel fra Grovvarenyt nr. 34, 23. august 2019

< Tilbage