< Tilbage

DLGs grovvareaktiviteter omsatte for 32,1 mia. kroner19-02-2021 - 16:26

Fremgang på syv procent i DLGs Agribusiness-aktiviteter

DLG har i de senere år investeret kraftigt i Danmark herunder i kornterminalen på Masnedø. Pressefoto.

Med et godt år for koncernens Agribusiness-selskaber fastholder DLG sin stærke position på det europæiske marked for grovvarer. Det skriver DLG i en pressemeddelelse.

 

Ud af DLG-koncernens omsætning i 2020 på over 51 mia. kr. står Agribusiness-selskaber for en samlet omsætning på 32,1 mia. kr., og der var en afsætningsmæssig fremgang på syv procent. Driftsresultatet (EBITDA) blev på 953 mio. kr., hvilket er på niveau med 2019. 

 

På hjemmemarkedet i Danmark blev omsætningen på 13,4 mia. kr., hvilket er en fremgang på 142 mio. kr. i forhold til 2019.

 

- I høsten kom afgrøder af høj kvalitet i hus, og det er en efterspurgt vare på verdensmarkedet. Samlet har DLG-koncernen eksporteret 4,6 mio. tons korn ud af koncernens havneterminaler i Danmark, Sverige, Tyskland, Baltikum og Polen, hvilket er 15 procent mere end i 2019. Algeriet, Tyskland og Saudi Arabien er de største aftagere, fortalte Kristian Hundebøll på onsdagens pressemøde, hvor han også kunne fortælle, at den gode, tørre høst i 2020 betyder, at der mangler omkring 80 mio. kr. i tørringsindtægter.

 

- Men vi må sige, at resultatet er godkendt alligevel, sagde Kristian Hundebøll.

 

- Igennem mange år har vi desuden arbejdet målrettet med at udvikle en stærk portefølje af markedets bedste foderblandinger, og det kvitterede vores kunder for igen i 2020, hvor vi endnu engang præsterede et højt salg af færdigfoder på 4 mio. ton, hvilket manifesterer koncernens position som en af Europas største foderproducenter, understreger Kristian Hundebøll.

 

Det er særligt salget af færdigfoder til svin, der trækker op. En kombination af en stigende slagtevægt og en større produktion af slagtesvin i Danmark som følge af udbrud af afrikansk svinepest, ASF, i Tyskland, samt øgede markedsandele betyder, at salget af svinefoder er det største siden 2015, fremgår det af DLGs årsrapport.

 

- Som forventet er salget af kvægfoder faldet en smule i forhold til rekordåret 2019, men er fortsat på et tilfredsstillende højt niveau, mens udviklingen på markedet for fjerkræfoder har været jævn, hedder det i årsrapporten.

 

Fald i efterspørgsel
efter maltbyg

Nedlukningen verden over som følge af COVID-19 har gennem størstedelen af 2020 medført et faldende ølsalg, hvilket har resulteret i et markant fald i efterspørgslen på maltbyg. Kvaliteten af maltbyggen, der blev høstet i 2020, er særdeles høj. I takt med at verden begynder at åbne op forventes det, at maltbyggen igen kan afsættes til gode priser på verdensmarkedet, der traditionelt belønner den gode kvalitet.

 

Det økologiske marked i Danmark har i 2020 i nogen grad været udfordret af en overproduktion af nogle kornafgrøder, hvilket har spillet ind på priserne. Vi forventer dog en positiv udvikling på det lønsomme økologiske marked i de kommende år, hvorfor vi moderniserer og udvider vores økologiske foderfabrik i Skave i 2021, fremgår det af årsrapporten.

 

Planteavlsområdet

For DLG har der været fremgang på planteavlsområdet, når det gælder såsæd, gødning og planteværn.

I koncernen er omsætningen steget med 11 procent for såsæd, syv procent for gødning og fem procent for planteværn, fortalte Kristian Hundebøll på pressemødet.

 

- Ser vi alene på det danske marked, har vi øget omsætningen med 16 procent på såsæd, 14 procent på gødning og to procent på planteværn.

 

< Tilbage